Sidste udekamp i annus horribilis 2020 byder på en tur til Farum, hvor børnene på plastikbanen tager imod. Med en sejr rykker FCK forbi FCN i tabellen, og endegyldigt op i Top-6. FCK kan endda rykke op på en europæisk plads, hvis både Randers og AGF taber til hhv. Vejle hjemme og Horsens ude. Uanset de øvrige resultater, vil en udesejr til FCK betyde, at man vil maksimalt være 2 point fra en medaljeplads.
Hverken FCK eller FCN har spillere i karantæne baseret på strafpoint. Ved næste gule kort får Oviedo og Nelsson en dag i skyggen, uanset antallet af strafpoint. Hos FCN har Diomande, Rygaard og Yttergaard samme risiko, foruden Kamaldeen Sulemana, der dog skal optjene 6 strafpoint for at få endnu en dag i skyggen.
Mens Nelsson, Kaufmann og både Wind den ældre og Wind den yngre har udstået deres corona-karantæne til kampen på søndag, må Pierre, Fischer og Bjelland fortsat sidde over grundet corona. Overraskende nok er der ingen spillere, der på nuværende tidspunkt sidder ude med deciderede skader.
Kampen vises på Canal 9 med optakt fra kl. 15.
(Evt. ACAB-dato onkeljokes henvises venligst til kampskakten på dagen..)