Nu er VM ved at være slut. Kun finalen står tilbage, og alene det, at Frankrig stadig er med, ligger en dæmper på lysten til at se den.
I sommer, da diskussionen om boykot eller ej for alvor begyndte, var jeg i tvivl om, hvordan jeg egentlig havde det med en boykot. Nej, det VM skulle aldrig have været afholdt på den måde, og der er så mange ting, der stinker, og får mig til at være ærgerlig over at være fodboldfan. På den anden side, at lade være med at se kampene på TV, virker lidt ligegyldigt.
Virkeligheden overhalede mig. For faktum blev, at da VM startede i november, var lysten der slet ikke. Jeg har stort set ikke fuldt med. Nu er jeg en af dem, der allerede er mere til klubfodbold end landsholdsfodbold, så jeg har misset ganske mange landskampe, men normalt vil jeg vel se en 10-15 kampe i løbet af et VM.
Konklusionen inden finalen er, at jeg har set 30 minutter af kampen mellem England og Senegal. Det er helt tilfældigt, at det blev den. Og så har jeg set en del sammendrag, men ikke specielt mange.
Det er ikke et aktivt valg. Lysten har simpelthen ikke været der.
Kommercialiseringen af fodbold, har givet os fantastisk meget. Vi får lov at se fodbold på et niveau som vi for 30 år siden ikke troede muligt. Vi får hvert år lov at se en håndfuld kampe med en intensitet og et teknisk niveau, som der i min ungdom kunne gå år imellem. Men vi har også mistet meget, som når et VM faktisk afspejlede den fodboldkulturelle forskel mellem verdensdelene, eller når en trup bliver skiftet helt ud i løbet af et par år. Og så er der bare kommet meget mere blod på hænderne. Meget mere korruption. Et indflow af købmænd, som kommer for at tjene penge, og faktisk ingen interesse overhovedet har i fodbold. For mig er der ligesom forskel på en "rigmand", der interesserer sig for fodbold, og derfor kaster penge i en klub (hvem sagde Alex Friedmann) og en kapitalfond, der går ind i en klub fordi de ser penge i at udvikle ungdomsspillere og få dem solgt.
Her står VM 2022 som bunden. Faktisk står jeg lidt tilbage med samme følelse for fodbold som 1997/98 og i perioden omkring Ståles fyrring (de sidste måneder før og første halve/hele år efter), og tænker "gider jeg det her?". Nå. Det kommer nok tilbage til januar, når træningskampene starter igen. Det er faktisk sigende, at jeg i år har set flere af FCKs træningskampe end jeg har set landskampe - på trods af et VM... Og det har ikke engang været et aktivt valg.
Skal jeg se VM-finalen? donno. Måske. Lige nu har jeg ikke andre planer lørdag aften. Finalen vil ikke stå i vejen for et tilbud.