Oprindeligt indsendt af
Kiwi
Som udgangspunkt skal vi forsøge at bryde modstandernes opbygningsspil tidligt gennem højt pres, så vi kan erobre bolden langt oppe på banen, altså så langt væk fra vores mål som muligt. Den første spiller skal presse boldholderen, så man enten mister bolden, eller man lægger en upræcis aflevering til en medspiller. De øvrige spillere skal enten forsøge at opsnappe en upræcis aflevering, eller presse den modspiller, afleveringen er tiltænkt. Det skal medføre, at når bolden erobres, skal mange spillere forsøge at løbe fremadrettet, så man både skaber overtal og har kort afstand til modstanderens mål.
Det kræver mere aggressive løb og aktioner fra alle spillere samtidigt, og betyder at man har sine spillere længere væk fra eget mål. En fordel ved den spillestil når den lykkes er, at man ved omstillinger hurtigere har mange spilmuligheder, hurtigere kan skabe overtal, og hurtigere kan komme til afslutninger, samtidigt med at man holder modstanderen længere væk fra ens eget mål.
En udfordring ved den spillestil er, at den kan skabe store bagrum til modstanderen, hvis man selv mister bolden i ens opspil, at den kræver mange højintense aktioner fra alle spillere, og samtidigt kræver en stor mængde koncentration hele tiden fra alle spillere, så man både kan læse spillet og handle hensigtsmæssigt derefter hurtigt. Derudover er det kritisk, hvis man møder et hold med mange gode teknikere, som kan holde hovedet koldt under pres, for kan man spille sig udenom det indledende pres, er der masser af plads til at løbe, fordi det er "nemt" at strække holdet fra hinanden, så der er plads mellem spillerne i de enkelte kæder.
Hvis man sammenligner med de defensive principper i Ståles 4-4-2, så er udgangspunktet meget lavere. Det skaber mindre bagrum, og større tæthed mellem både kæderne og de enkelte spillere i hver kæde. Samtlige spillere skal finde ud af at parallelforskyde synkront ud fra hvor bolden er, og skal presse op som en enhed. Det kræver voldsomt meget kommunikation spillerne imellem, og meget energi til at orientere sig ud fra både hvor bolden er, og hvor medspillerne er, og derefter modspillerne. Til gengæld betyder det færre højintense aktioner, når man forsvarer sig, så man er i princippet mere "frisk" i hovedet til at tage de rigtige beslutninger.
En udfordring ved den tilgang er, at hvis ikke man har en bagkæde med hurtige spillere, så betyder det at man er noget længere tilbage på banen, når man erobrer banen, og derfor har længere op til modstanderens mål. Det er derfor, det under Ståle har været tydeligt, hvor meget bagkæden har skubbet op, når man har været i boldbesiddelse, og især Zanka har styret bagkæden. En anden udfordring har været, at man har kunnet være i undertal omkring den centrale midtbane, når man har mødt hold, der har spillet med 3 eller 5 på midtbanen. Her har man under Ståle forsøgt at løse den problemstilling ved at bruge en hængende angriber, altså spille med en 4-4-1-1, hvor den hængende angriber har haft et lavere udgangspunkt, og har presset modstanderens 6'er i deres opspil.
Omstillingen til at være i boldbesiddelse i Ståles system under de bedste perioder (der tages udgangspunkt i 16/17 holdet) har været til et andet system end 4-4-2, men snarere en assymetrisk 1-3-3-3, hvor de 4 bageste udgjorde restforsvaret. Eksempelvis med Erik Johansson som bageste mand, og Zanka, Kvist og enten Ludde eller Ankersen som 3-kæden foran, afhængigt af hvilken side af banen angrebet kørte i. Dernæst en "offensiv midtbanekæde" bestående af Delaney, den angribende back, og dennes kant foran sig, der så trak ind i banen, og længst fremme de to angribere, sammen med kantspilleren på den modsatte side, der trak mere centralt ind i banen.