Jeg har også selv tænkt at Thorup famler i blinde med tanke på de markante ændringer i både formation og taktik, som jeg faktisk synes er mere omfattende end du får opsummeret, da man i starten helt ville væk fra zoneforsvar og også har vekslet mellem at bruge ydre angribere og kanter.
Omvendt så har Thorup heller ikke haft mulighed for ret meget og han har et ry for at være pragmatiker. Jeg ved ikke hvor involveret han har været i at hente Lerager og Bundu, men det er også de to eneste der er blevet hentet i hans tid i klubben. Han fik heller ingen opstart med holdet i sommers og overtog et hold der var nedbrudt. Holdet lå på 8. pladsen og vi var røget
ud af Europa med et brag. Defensiven hang i laser og var den næstdårligste i ligaen på niveau med Vejle og Horsens (vurderet på indkasserede scoringer) og den sportslige organisation var splittet fra hinanden. Vi har ikke engang haft vores sportsdirektør i en hel måned endnu.
At han er nødt til at prøve forskellige ting af har jeg derfor svært ved at klandre ham. Det havde vel næsten været værre, hvis han stædigt havde låst sig fast på en bestemt fremgangsmåde og ikke havde nogle værktøjer, hvis den slog fejl.
I begyndelsen startede han med et tremandsforsvar, da vi på papiret jo har vældig dygtige centrale forsvarere samt en defensiv der sejlede og da det ikke fungerede, skiftede han over til noget andet. Det så jo faktisk ret lovende ud, men som du selv er inde på, så efterlod det forsvaret for sårbart og man var nødt til at trække to af midtbanespillerne længere tilbage og senere måtte de yderste angribere også hjælpe til for at lukke ned på kanterne – hvorfor vi så bliver for tynde oppe foran og derfor gik over til den traditionelle 442. Det kunne være rart, hvis vi kunne bevæge os i en retning fra starten, men jeg tror han har overvurderet enkelte spilleres evner og måske undervurderet hvor hårdt ramt holdet var.
Vi er trods alt stadig i spil kvalifikation til Champions League – noget jeg ellers havde afskrevet for længst. Havde VAR-rouletten haft et andet udfald i går, havde vi blot været to point efter.
At vi har landsholdsspillere på enkelte pladser betyder ikke særlig meget i min optik, da de ganske enkelt ikke har leveret stabile præstationer. Pierre har ikke imponeret længe og Oviedo havde en kort opblomstring, mens Victor Kristiansen altså har vist lovende takter. Hvorfor så ikke spille med det unge talent, når de ellers rutinerede ikke er bedre? Og hvis linjen fremadrettet skal være, at de unge spillere skal tættere på førsteholdet, så går det ikke at man holder VK ude til fordel for hverken Oviedo eller Pierre, når de ikke præsterede bedre.
Jeg er med på at også Biel gjorde det godt i slutningen af efteråret, men når valget står mellem ham og Wind, synes jeg valget er klart – både i en 433 og især i 442. At Zanka er sat af holdet, har han vist selv gjort sig fortjent til. Han har ikke præsteret særlig godt, Boilesen og Nelsson har gjort det bedre og så var det nok bare dråben, da han slog en modspiller i en sølle venskabskamp. Jeg synes bestemt ikke vi har set svagere ud med Nelsson og Boilesen inde centralt.
Thorups CV er da heller ikke så dårligt som du gør det til, selvom jeg også havde ønsket mig enten et større navn eller en mere ”spændende” træner. I FCM vandt han mesterskabet og kvalificerede dem fra et europæisk gruppespil og i Gent vandt de deres gruppespil. Skulle man gå efter meritter, så vil det dog være svært at finde en mere markant træner end Ståle, så her vil det nok altid være et skridt ned.
Selvom jeg også havde ønsket en enten større eller mere spændende trænerkapacitet, så synes jeg du dømmer Thorup ret hårdt og også præmaturt. Jeg tror de fleste trænere ville have sit hyr med at overtage vores trup, der mentalt har været helt nede og bundniveauet lige så. Jeg synes ultimativt at Thorup har fortjent chancen til at få bygget noget op og så nytter det ikke noget at fyre trænerne i tide og utide - det så vi rigeligt til i 90'erne.