Sidste udekamp i denne omgang mod sidste sæsons Top-4 modstandere byder på en tur til Århus, hvor "De Hvii'e" tager imod i en direkte duel om bronzepladsen. Da pokalfinalen spilles mellem to hold, som ikke har en chance for at ende i Top-2, skal det hold, som slutter på 4. pladsen, spille play-off mod nr. 7 om en plads i Conference League. FCK kan ikke spille på hjemmebane i den kamp, da Parken er udlånt til UEFA på det tidspunkt.
FCK skal bruge en sejr, hvis man skal overhale gymnasterne efter denne runde, da man har en målscore, der er 6 mål dårligere end rundens vært.
Begge hold har profiler i karantæne. Boilesen afsoner sin anden ud af de tre karantænedage, det røde kort mod FCN udløste, mens AGFs anfører og topscorer Patrick Mortensen også må sidde ude, efter hans gule kort mod Randers udløste nok strafpoint til at give en ufrivillig pause. Derudover har FCK fire spillere i karantænefare. Zeca og Oviedo står til en dag i skyggen ved næste gule kort, og det samme gør Lerager og Wind, såfremt det gule kort udløser 4 eller 6 strafpoint. Hos AGF skal Sanneh få 4 strafpoint, hvis han skal i karantæne, mens Thorsteinsson, Hausner og Links skal op på 6 strafpoint for en karantænedag.
Hos FCK er Zeca og Falk tvivlsomme, efter de måtte udgå med skavanker i torsdagens opgør mod FCM, mens Oviedo og Bjelland også har været tvivlsomme med småskavanker i løbet af ugen.
Kampens dommer er Morten Krogh. Han dømmer sin 5. FCK-kamp, og sin blot anden AGF-kamp i sæsonen. Begge hold har haft dårlige oplevelser med ham. For FCKs vedkommende annullerede han fejlagtigt, og i samarbejde med VAR, to scoringer af Nelsson, mens han korrekt udviste Sanneh i en kamp mod FCN, trods store jyske protester.
Kampen vises på 3+, med sensations-optakt fra kl. 19:15