Diskussionen af Jess Thorup

[cybamerc]

Dette er ikke ment som en diskussion om, hvorvidt Jess Thorup er den rette træner for FCK – ej heller om hans kompetencer i øvrigt. Jeg ønsker blot at italesætte, hvad jeg opfatter som urimelig kritik.

Thorup var vist ingens førstevalg (Kvist undtaget), og for mange er skepsis blevet til antipati i en grad, hvor manden nærmest intet rigtigt kan gøre. Min påstand er, at meget af det han kritiseres for, kan siges om de fleste trænere. Alt han gør eller siger, ses i et negativt lys. Når han udelader en underpræsterende spiller fra truppen, kalder nogen det for ”management by fear.” Når han stiller op med spillere, der ikke leverer varen, er det i sagens natur også for dårligt. Når han taler om proces, kritiseres han for manglende ambitioner. Når han siger, at vi skal komme blæsende, men ikke gør det, er han utroværdig.

Han bliver kritiseret for, ikke at kunne forklare, hvordan han ønsker at spille, men hvor mange trænere er leveringsdygtige i andet end overfladiske betragtninger og floskler overfor medierne?

Hvis vi skal drage en parallel til forgængeren (uden at gøre det til Ståle-bashing) – hvor mange kan forklare Ståles spillestil? Ja, der er noget med zoneforsvar, men derudover? Hvordan ønskede Ståle, at holdet skulle angribe? Jeg taler ikke om, hvordan vi rent faktisk spillede kampene, men hvordan Ståle ønskede at et FCK-hold skulle spille. Nogle har måske noget insight fra træninger og trænere i klubben, men jeg tvivler på, at de fleste kan beskrive Ståles spillestil uden at gøre sig en masse antagelser. Jeg har kigget lidt i bogen Løvehjerte, hvor Ståle omtaler spillestilsmanualen. Bogen går ikke i detaljer, men afslører dog så meget, at den defensive organisation er mere grundigt beskrevet end den offensive, men der står samtidig også, at manualen er så detaljeret at spillerne ved, hvad de skal gøre i enhver situation. Så kan man jo undre sig over, at spillerne især mod slutningen virkede så rådvilde.

Der kan være mange gode grunde til at trænere ikke offentligt går i detaljen med deres taktik og vision for spillet. Konkurrencehensyn er en oplagt undskyldning. Noget andet kan være, at de bare ikke gider bruge deres energi på noget, som langt hen ad vejen er nyttesløst. For medier og fans er det i sidste ende kun resultaterne, der gælder.

Thorup skal ikke skånes for kritik, men jeg synes, at kritikken i visse tilfælde har taget overhånd og er blevet underlødig.