Næstsidste hjemmekamp i grundspillet byder på en godt besøgt fredagsbarkamp i Parken, hvor Randers FC kommer på besøg. FCK kan med en sejr fortsat holde fast i forspringet til næste rundes modstander FCM, der kort forinden spiller lokalopgør hjemme mod Viborg. Med point fastholder FCK med sikkerhed førstepladsen, mens det med et nederlag stadig kræver at FCM får indhentet 12 mål i målforskel i FCKs favør, hvis midtjyderne skal kravle op på førstepladsen igen inden næste uges topbrag i Herning.
Omvendt kan Randers med en sejr nærmest sikre sig en plads i Top-6.
FCK har ingen spillere i karantæne. Lukas Lerager, Nicolai Boilesen og Pep Biel står til en karantænedag ved næste gule kort, og det samme gør Jens Stage, hvis det gule kort er til 6 strafpoint. Randers må undvære Lasse Berg Johnsen, som afsoner karantæne i denne kamp.
(Hos FCM står Onyedika, Tychosen og Sviatchenko til en spilledags karantæne ved næste gule kort, hvilket skal afsones i kampen mod FCK, hvis de pågældende spillere får et gult kort mod Viborg)
FCK må undvære Zeca, Valdemar Lund og Luther Singh pga. skader. Derudover er Hakon Haraldsson tvivlsom.
Kampens dommer er Morten Krogh, der dømmer sin anden FCK-kamp i denne sæson, og sin 11. i alt. Den første i denne sæson endte 1-1 i Parken mod Viborg, men huskes nok mest for at Zeca blev korsbåndsskadet i den pågældende kamp. Morten Krogh har tidligere dømt et opgør i Parken mellem de to hold, hvilket skete sidste år i slutspillets første kamp. Her scorede Wilczek og Fischer målene, der gav en FCK-sejr på 2-1. Men i FCK-sammenhæng huskes Morten Krogh nok mest af alt for at være ham, der på mærkværdig og forunderlig vis bortdømte to ellers fuldstændig korrekte scoringer af Victor Nelsson i sidste sæson..
Skulle man ikke komme i Parken fredag aften, vises kampen på Canal 6 med optakt fra kl. 19:00