Oprindeligt indsendt af
Kenney
Trods en nervøs start på kampen, kom vi fint tilbage og skabte også en del gode chancer. Spillestilen var lidt ligesom mod Silkeborg, men Randers kapitaliserede i starten mere på, at spille direkte. Hvor Silkeborg havde store problemer med presset, så var det i dag mere vores spil, der satte Randers på hælene. Vi fik spillet dem langt tilbage og når de gerne ville satse, var vores genpres virkelig godt og vi skabte en del omstillinger. Særligt bevægeligheden i angrebet fungerede fint, men det gør også, at vi ikke ligefrem har en targetmand, der kan holde på bolden og få holdet frem, så det er en spillestil, der koster mange kræfter.
Kampen i dag var dog præget af nerver og der kom da også en hel del fejl. Særligt i forsvaret så vi til tider noget rystede ud og alle fire begår et par defensive fejl i løbet af kampen (nogle større end andre) og selvom vi skabte rigeligt med chancer, så var Randers alligevel tæt på at få udlignet.
Grabara stod en god kamp. Ikke så mange redninger i løbet af kampen, men tog et straffespark.
Ankersen spiller en jævn kamp igen. Har både gode og dårlige aktioner, men der var for mange boldtab imellem, ligesom det defensivt ikke altid var overbevisende.
Vavro havde en rystet start med en del fejl, men kom fint tilbage - indtil han satsede hele butikken og begik straffespark.
Khocholava leverede lidt det samme med en del opspilsfejl. Han kom dog fint tilbage og Randers’ taktik med, at tillade at han spillede bolden fremad (fremfor at presse) gik ikke som de havde planlagt. Satsede også for meget i en tackling, hvor han var ude af position, og modtog en advarsel.
Jelert havde flere gode offensive aktioner, men var noget udfordret i defensiven. Bliver spændende at se hvornår han får chancen på sin foretrukne plads.
Johannesson spillede ikke en lige så iøjnefaldende kamp som mod Silkeborg. Hang lidt mere efter i presset og brændte en stor mulighed.
Lerager spiller især en stærk første halvleg, hvor han er en af nøglespillerne bag, at vi fik vendt momentum. Var meget involveret og havde flere gode generobringer og vandt en del andenbolde. Igen høster vi fordelen af at bruge en midtbanespiller på midtbanen.
Falk spiller igen en stærk kamp. Var langt bedre end forrige kamp mod Randers, trods de fortsat havde fokus på at lukke ham ned. I starten af kampen blev der gået hårdt til Falk, men det virkede til, at det aftog i takt med at kampen skred frem (ikke dommerens fortjeneste).
Haraldsson leverer, ligesom mod Silkeborg, en virkelig stærk præstation. Involveret meget i opspillet, ligesom der var mange både offensive og defensive løb. Det direkte spil passer godt til ham og han fik også scoret et fint mål og havde flere gode muligheder.
Claesson virkede skarp fra start, men som kampen skred frem, så man mindre og mindre til ham. Leverede bestemt en god indsats og virker klart bedst, når han kommer med i feltet som inderste angriber.
Biel leverer igen en god indsats, hvor han primært var bedst, når han trak ned i banen og havde løb omkring sig. Var endda involveret i langt flere dueller end vanligt og fordelte bolden godt. Det kniber dog lidt med at skille sig af med bolden i omstillingerne.
Putros dømmer en dårlig kamp. Det er for tilfældigt, hvornår der kommer følgestraffe. Johannesson modtog en advarsel, for en holdesituation omkring midterlinjen, men ingen andre lovende angreb blev straffet med følgestraf. Den mest kritisable situation i den henseende var, da der blev begået frispark på Biel inden han kunne sætte Claesson afsted i en friløber. Det er jo ved at blive et tema, at der ikke gives advarsler når spillet ødelægges, men man i stedet giver det for alt muligt andet. Det er en uhyre svag dommerstand der render rundt aktuelt. Ikke meget forståelse for spillet. Overså derudover et ellers tydeligt straffespark - så tydeligt at selv VAR måtte blande sig.
Uanset hvad, så er mesterskabet mere eller mindre sikret, selvom det holdt hårdt i slutningen af sæsonen - vinder FCM med mere end seks mål i morgen, så kan det godt være, jeg bliver smånervøs. Sommeren bliver dog næsten ikke mindre interessant af, at vi ikke skal spille. Efter halvandet år med Thorup i spidsen, har vi stadig ikke fundet vores spillestil endnu og nu kan det ligne, at vi skal til at indføre endnu en ny spillestil - en spillestil vores angribere ikke passer til (trods Babacar fik scoret i dag). Dertil kommer selvfølgelig de mulig salg, hvor Biel nok vil være et varmt emne. Derudover er der stadig mange ubekendte i forhold til det forestående salg af klubben (eller stadion, Lalandia eller hvordan det bliver strukket sammen), men det bliver næppe afgjort henover sommeren.
Vi står dermed ikke på et særlig solidt fundament forud for Champions League kvalifikationen, men der sker da lidt.