Kampen i går blev for mig en bekræftelse på den elendige forfatning vores hold befinder sig i – og vores elendige træners elendighed.
Det første behøver ikke være sådan, dertil er kvaliteten af start 11’er alt for høj, det andet skal der meget hurtigt findes en løsning på.
For at starte med holdet – offensiven hang meget dårligt sammen. Der har holdet købt sig lidt tid, fordi der nu skal spilles anderledes med Corner, hvilket absolut ikke lykkedes i går. Tværtimod. Vi stod oftest dybt – parkerede bussen – og forsøgte med contraer, som kun meget få gange blev løbet igennem. Det tager tid endnu en gang at skifte spillestil, men Corner gjorde det fremragende ud fra betingelserne – det var dejligt at se.
Defensivt er vi tilbage i tiden fra før Roy Hodgson – jeg kan dårligt huske at have set et så dårligt organiseret FCK-hold rent defensivt. Hold nu fast. Vi står dybt på egen halvdel og forsvarer med en flad 451, det foregår fuldstændig uden dynamisk sammenhæng mellem kæderne eller indenfor kæderne.
Eksempel; når vi står dybt og er organiseret, så foregår forsvaret ved, at den spiller i 5-kæden som er nærmest modstandernes mand med bolden, han støder op på manden. Men det er en isoleret bevægelse, bagved bliver der ikke stødt op fra 4-kæden og da heller ingen fra 5-kæden glider ind bagved, så efterlades der et stort mellemrum til modstanderne. Silkeborg løste det fabelagtigt med op-ned-op bevægelser af spillere, mens bolden blev flyttet i løbene. Nogle gange kunne de med en direkte aflevering angribe rummet bagved den pressende spiller, andre gange skulle der en tredjemands vinkel på, men så fik de den også ind i rummet.
Det er så elendigt udført af os, at det virker ubegribeligt, at JT har trænet det hold i to år uden at komme længere. Det er på meget lavt divisionsniveau, det jeg ser. Til sammenligning, så tiltrådte Cappelas i FCM og tre dage efter spiller de i Brøndby og Martin Jørgensen kommenterer:
’Han har brugt de første tre dage på at få den defensive organisation på plads, det er tydeligt, de ved hvad de skal og der er lukket af. Men det er også den nemme del …’
Den nemme del? Sig det til JT han sejler rundt med defensiven efter to år. Silkeborg havde 21 afslutninger i går 21!
Da han efter kampen bliver konfronteret med kampforløbet af Peter Sørensen, der viser lange sekvenser, hvor Silkeborg fuldstændig dominerer os på bolden og spørger til om det er FCK værdigt, så svarer JT ’Ja det er det, vi kan ikke dominere kampe i 90 minutter’. Venligt spørger PS indtil, Jamen prøv at se, de spiller ind bag ved jeres midtbane, så de har jo ikke bare bolden de dominerer Jer’ JT ’Det er helt OK’.
Jeg er en blanding af resignerende og dybt frustreret og tænker, om manden er fuldstændig uden føling med, den klub han er i. Det er på ingen måde i orden. Selvfølgelig vil der være nogle få perioder i kampen, hvor Silkeborg er på bolden, men så mange og så lange sekvenser, hvor de ovenikøbet skiller vores organisation ad. Den er helt gal.
JT er en kæmpe joke og jo længere han får lov at sidde, jo mere begynder PC m.fl. længere oppe i organisationen at have et medansvar. Han skal sparkes ud nu. FCM kunne løse deres trænerudfordringer godt og hurtigt, vi skal kunne det samme.
En sidste bemærkning til JT – endnu et håbløst interview. Når han taler, er det ren papegøjesnak. Han har forberedt, hvad han vil sige og hvordan han vil fremstå, så han går på ingen måde reflekteret ind i en samtale. Det er åbenlyst, at han har besluttet sig for at være offensiv og ikke tage mod slag fra reportere. Når reporterne er så begavede som Mikkel Bischoff og Peter Sørensen, fremstår JT bare spejlblank, når han vælter de forberedte one-liners ud, mens PS/MB stiller begavede spørgsmål og understøtter med videoklip.
Det er komiske Ali, hvor kampvogne kører i baggrunden, mens han forsværger at de amerikanske tropper nogensinde kommer ind i Baghdad.
Hvor jeg tidligere har opfattet JT som sympatisk, så er min holdning den seneste uge svinget den anden vej. Han fremstår som en middelmådig mellemleder, der hellere sælger ud af faglig stolthed, end han vil tage en konflikt med sine overordnede og når han er presset, sparker han nedad.
Det bliver ikke mere usselt. I slutningen af et vindue, hvor han skal have nosser til at stille krav om spillere, der sidder han og roser klubben for at have købt to ledere – CS og AC. Meget godt kan man sige om AC, men leder, det er han sgu ikke. CS som leder i en storklub – har manden spist søm. Fuldstændig idiotisk suck up for chefen og når holdet taber, så sviner han spillerne. Hvor dybt kan man synke personligt og ledelsesmæssigt.