Årets sidste europæiske udekamp byder på en tur til sydlige breddegrader, når de spanske mangedobbelte Europa League vindere fra Sevilla byder velkommen i næstsidste gruppekamp i Champions League. Siden det seneste opgør mellem de to hold har begge hold skiftet træner: FCK har fyret Jess Thorup og erstattet ham med Jacob Neestrup, mens Sevilla har fyret Julen Lopetegui og erstattet ham med Jorge Sampaoli.
Med en sejr kan Løverne sikre sig videre avancement til et europæisk forår, mens et nederlag endegyldigt betyder europæisk exit efter gruppespillet. Med en uafgjort udskydes den endelige afgørelse til sidste runde, hvor FCK tager imod Dortmund, og Sevilla besøger Manchester City. I så fald er målsætningen for FCK, hvis man vil gå videre til Europa League i foråret, enten:
1) at hente flere point mod Dortmund end hvad Sevilla henter mod Manchester City
2) at hente samme antal point som Sevilla OG indhente en målforskel, der er i Sevillas favør, på 2 mål
3) at hente samme antal point som Sevilla OG indhente en målforskel på 1 mål OG score 2 mål mere end Sevilla
FCK ryger endegyldigt ud af Champions League, medmindre man selv vinder over Sevilla OG Manchester City vinder over Dortmund. Sker det, vil FCK med en hjemmesejr mod Dortmund på forunderlig vis formå at snige sig videre til 1/8 finalen i Champions League, hvilket i så fald vil være en af de største sensationer i turneringens historie.
FCK må undvære de skadede Zeca, Amoo og Boilesen, samt karantæneramte Stamenic. Desuden er Falk, Vavro, Corner og Karamoko tvivlsomme til opgøret. Sevilla må undvære den ledbåndsskadede forsvarer Nianzou og kantspilleren Tecatito, hvis lægben er brækket. Desuden er midterforsvareren Rekik tvivlsom efter en muskelskade, og derudover er den centrale midtbanespiller Fernando ude med kyssesyge. Ved næste gule kort er Gudelj og Carmona fra hjemmeholdet ude med karantæne i sidste gruppekamp. Ingen FCK-spillere står til en karantænedag ved næste gule kort.
Kampens dommer er 39-årige Benoît Bastién fra Frankrig, der dømmer sin anden kamp med et dansk hold i sin karriere. Første kamp var i 2015, da italienske Napoli på hjemmebane udraderede FC Midtjylland med 5-0 i det opgør.
Skal man ikke til Spanien, vises kampen på 3+ med optakt fra kl. 17:30.