Første hjemmekamp i 2023 byder på besøg fra nord, når AaBs bolsjestribede nedrykningskandidater besøger den splinternye bane i Parken.
Med en sejr kan FCK rykke op i Top-2, hvis Viborg samtidigt smider point.
FCK må undvære Zeca, Boilesen og Amoo pga. længerevarende skader, ligesom Corner og Karamoko sidder over med mindre skader. Til gengæld skulle både Valdemar Lund og Hákon være kampklar til søndagens opgør.
Ingen af de to hold har spillere i karantæne. Hos FCK står Jelert og Stamenic til en dag i skyggen ved næste gule kort, uanset antal strafpoint, mens Lund, Isak, Claesson og Diks står til en ufrivillig kamppause, hvis de får et gult kort til 6 strafpoint. Hos AaB står Jacob Ahlmann til karantæne ved næste gule kort.
Kampens dommer er Jakob Kehlet, der dømmer sin 3. FCK-kamp og sin 2. AaB-kamp i denne sæson. De 3 foregående kampe er alle endt med nederlag til de pågældende hold (FCK-ACH 0-1, OB-FCK 2-1, BIF-AaB 3-2), så mindst et af holdene får brudt deres stime til denne kamp.
Har man ikke billet til kampen, vises den på 6'eren med optakt fra kl. 15:00