4. og sidste opgør mod FCN på 5 uger er på programmet, når de forsvarende mestre sætter kursen mod kunstgræsset Farum i et direkte opgør om Superligaens førsteplads i FCKs første og eneste mandagskamp på en ikke-helligdag i sæsonen, nu hvor Formel 1 igen afgør hvornår NENT sætter kamptidspunktet..
Med en sejr vil FCK udvide sit forspring ned til 2. pladsen til minimum 3 point med 4 runder igen, afhængigt af udfaldet af kampen mellem AGF og Viborg dagen forinden. Med uafgjort holder man fast i førstepladsen og forspringet til FCN, mens værterne kan overtage førstepladsen med en hjemmesejr.
FCK må undvære Boilesen, Zeca, Amoo, Khocholava og Cornelius pga. skader, mens Valdemar Lund afsoner karantæne efter sit gule kort i sidste uges derby. I skrivende stund har FCN ingen spillere i karantæne. FCK har 6 spillere i karantænefare. Hvor Claesson, Stamenic og Vavro står til en dag i skyggen ved næste gule kort uanset antal strafpoint, skal Isak, Lerager og Hákon ramme 6 strafpoint, hvis de skal misse næste kamp. Hos FCN er Villadsen og Diomande i fare for karantæne ved næste gule kort, og det samme er Jacob Steen Christensen. Hvorvidt han i det hele taget er spilleberettiget i mandagens kamp afhænger dog af hvorvidt Disciplinærudvalget glimrer ved sit fravær eller ej..
Kampens dommer er Peter Kjærsgaard, der dømmer sin 4. FCK-kamp i sæsonen, heraf den 3. i Superligaen. De foregående kampe er endt med hhv. én sejr (2-0 hjemme mod Vejle), én uafgjort (1-1 hjemme mod FCN) og ét nederlag (1-0 ude mod Randers).
Skal man til Farum, anbefales det at medbringe solbriller og kasket, hvis man vil have den mindste forhåbning om at kunne se noget i modlys. Ellers vises kampen på 3+ med optakt fra kl. 18:00.