Landshold: dobbelt statsborgerskab og naturalisation

[Ace]

Lige for tiden kører debatten om Arsenals blot 15-årige angriber Chidozie Obi-Martin – der har en fortid i KB – og hans eventuelle landsholdsfremtid, som kan ligge i Danmark, England eller Nigeria. Han har allerede først spillet for det danske U16-hold, så det engelske U16, og nu er han så tilbage i den danske fold på U17.

I går fik dansk-engelske Matt O’Riley sin længe ventede debut på det danske A-landshold. U21-landsholdets Patrick Dorgu (Lecce) kan muligvis lade sig friste af Nigeria, og fra samme trup kan William Osula (Sheffield United), der også har spillet i KB, teoretisk set også vælge at repræsentere Nigeria eller England.

Mange især lidt mindre fodboldlande har i en del år naturaliseret spillere fra andre lande for at styrke deres landshold. Qatar har naturligvis været særligt kendt eller berygtet for det i en lang række sportsgrene, og deres fiksfakserier og ekspresbehandling af statsborgerskaber til spillere uden nogen påviselig tilknytning til landet førte til FIFAs regelændring om, at man som voksen skal have boet fem år i et land for at kunne repræsentere dets landshold.

Det har ikke afskrækket eksempelvis UAE, som for tre-fire år siden gav klubberne lov til at hente ekstra mange udenlandske spillere, hvis bare de var under 21, så inden for et par år tror jeg godt, man kan regne med, at deres pool af landsholdsemner udvides med i hvert fald et par håndfulde naturaliserede sydamerikanere, hvor de senest ellers har begrænset sig til to brasilianere og en argentiner som nogle af landsholdets største stjerner.

Ellers handler det meste ”landsholdsshopping” om afstamning og forældres eller bedsteforældres ophav, hvor især enkelte afrikanske og asiatiske lande til tider stiller op med en hovedpart af spillere født i udlandet, primært vesteuropæiske lande.

For Danmarks vedkommende har vi, så vidt jeg husker, aldrig udtaget en decideret naturaliseret spiller – altså en, der er kommet til landet som fodboldspiller og efter syv år eller mere har fået dansk pas. Det var på tale, at FC Midtjyllands Rilwan Hassan kunne komme i betragtning, men processen med tildeling af statsborgerskab blev endnu længere end forventet, årene gik, det endelige gennembrud udeblev, og han spiller nu i Indien.

Ligeledes mener jeg ikke at have hørt om danskere, der er rejst ud som led i karrieren og efter en årrække i et andet land er blevet naturaliserede og har stillet op for det pågældende landshold. Når vi ”går glip af” spillere, har det mig bekendt altid haft med afstamning eller opvækst i udlandet at gøre.

Men hvordan ser regnskabet ud for det danske landshold, når vi ser på spillere, der har haft mulighed for at stille op for mere end ét land? Jeg har kun medtaget dem, hvor det har været realistisk eller inde i billedet på den ene eller den anden måde.

Mohamed Daramy – Sierra Leone. Havde kun sierraleonsk statsborgerskab, til han var 17.
Pierre-Emile Højbjerg – Frankrig. Blev kontaktet af det franske forbund inden debuten for Danmark.
Jannik Vestergaard – Tyskland. Overvejede at stille sig til rådighed for tyskerne.
Philip Billing – Nigeria. Blev kontaktet af det nigerianske forbund inden debuten for Danmark.
Pione Sisto – Uganda/Sydsudan. Fik først sent dansk statsborgerskab og kunne have repræsenteret sit fødeland eller forældrenes.
Thomas Delaney – USA. Blev kontaktet af det amerikanske forbund inden debuten for Danmark.
Riza Durmisi – Makedonien. Ville gerne have spillet for Albanien, men blev angiveligt kontaktet af Makedonien.
Matt O’Riley – England. Har aldrig spillet i Danmark og repræsenterede England op til U18.

Boblere på ungdomsholdene: Filip Jörgensen (Sverige), Patrick Dorgu (Nigeria) William Osula (Nigeria/England), Zidan Sertdemir (Tyrkiet)

Hvem med dansk tilknytning har så valgt at stille op for andre lande?

Karim Zaza – Marokko (5)
Youssef Toutouh – Marokko (0)
Anis Slimane – Tunesien (30)
Francis Dickoh – Ghana (14)
Alexander Jakobsen – Egypten (1)
Eddi Gomes – Guinea-Bissau (4)
Philip Oslev – Burundi (6)
Simon Richter – Gambia (8)
Daniel Anyembe – Kenya (4)
Moses Opondo – Uganda (2)

Mikael Anderson – Island (24)
Frederik Schram – Island (7)
Dario Dumic - Bosnien (5)
Edgar Babayan – Armenien (16)
Robin Olsen – Sverige (71)
Bjørn Kristensen – Malta (37)
Mathias Olesen – Luxembourg (18)
Thomas Christiansen – Spanien (2)
Emre Mor - Tyrkiet (15)
Arbnor Mucolli – Albanien (4)
Ahmed Iljazovski – Nordmakedonien (1)
Filip Dukic – Montenegro (1)

Jacob Mahler – Singapore (6)
Jamal Bhuyan – Bangladesh (80, rekord)
Frans Putros – Irak (8)
Bassel Jradi – Libanon (18)
Muhammad Ali – Pakistan (16)
Yousuf Butt – Pakistan (25)
Abdullah Iqbal – Pakistan (11)
Abdul Arshad – Pakistan (6)
Adnan Mohammad – Pakistan (9)
Nabil Aslam – Pakistan (1)
Hassan Bashir – Pakistan (29)
Ovays Azizi – Afghanistan (35)
Jabar Sharza – Afghanistan (12)
Filip Solongo Andersen – Mongoliet (2)
Kevin Ray Mendoza – Filippinerne (7)
Jerry Lucena – Filippinerne (38)
Sebastian Beraque Rasmussen – Filippinerne (5)
Michael Falkesgaard – Filippinerne (12)
Dennis Cagara – Filippinerne (14)

Winston Reid – New Zealand (33)

Kristoffer Lund – USA (3)
Nicklas Frenderup – Trinidad & Tobago (11)
Oliver Hobgood – Sint Maarten (3)
Jeppe Simonsen – Haiti (10)

Bobler: Amir Hadziahmetovic – Bosnien (30) Født og opvokset på Bornhold, men flyttede til Bosnien som 12-årig.

Jeg har udeladt færinger, som vel i princippet alle har mulighed for at spille for Danmark. Hvem har jeg glemt?

Hvad synes I om det her? Skal Danmark kæmpe for eksempelvis at prøve at sikre Chido Obi så tidligt som muligt og binde ham til en dansk landsholdskarriere? Eller skal spillerne have tålmodighed, og ellers ville de alligevel ikke landsholdet nok?

Er det for galt, at danskfødte spillere, som FCM’s Aral Simsir, melder ud, at de vil spille for forældrenes hjemland? Bør spillere holde sig for fine til at ”true” med at skifte landshold, som Roonys agent angiveligt var ude at gøre for nylig?

Kigger man ned over listen af spillere, der har stillet op for andre, er det svært at få øje på de helt store tab, selvom der da Toutouh og Emre Mor nærmest samtidig valgte at repræsentere hhv. Marokko og Tyrkiet, var en del kritik af DBU for ikke at gøre nok for at holde på dem. Så måske går det fint nok med den nuværende tilgang - eller hvad?

[Kiwi]

Det er en debat, som i et vist omfang er ret eksistentiel. For hvad vil vi med et landshold? Vil vi have et landshold, der har det ene fokus om at vinde kampe og titler, vil vi have et landshold, der repræsenterer Danmark på bedste vis, eller vil vi have en kombi af begge dele? Og i så fald, hvornår prioriterer man det ene frem for det andet? Hvor går grænsen, når det for alvor gælder? (Apropos Qatar-snakken, Hjulmands varme luft, osv.)

Reglerne er, at hvis du har repræsenteret et land på ungdomsniveau, må du godt skifte én gang. Du må ikke skifte tilbage. Det er der nogle lande, som har udarbejdet en hel strategi på at udnytte, og især udnytte forældrenes tilknytning til deres oprindelsesland uden større moralske skrupler. Tyrkiet er det grelleste eksempel, hvor man har brugt nuværende og tidligere landsholdsstjerner til at kontakte unge teenagere, der har niveauet og som allerede befinder sig i eller omkring et ungdomslandshold, og/eller deres forældre via sociale medier og "groome" dem til at vælge at skifte til Tyrkiet. Det er sådan at bl.a. Emre Mor og Aral Simsir er blevet låst til Tyrkiet nu, og derfor ikke kan skifte tilbage, hvis de fortryder efter at være blevet modne oppe i knolden.

Frankrig har også i voldsom grad gjort brug af dette, hvor de har givet mange spillere med afrikansk baggrund en enkelt landskamp i en meget ung alder, så de i tilfælde af de var gode nok, kunne repræsentere Frankrig, mens spillere, der viste sig at have et lidt lavere niveau som seniorspillere i det mindste ikke kunne spille for Algeriet, Mali, Elfenbenskysten, Cameroun, m.m.
Frankrig ville nok næppe have vundet særligt mange titler, hvis Mbappe, Zidane og Benzema havde spillet for Algeriet, Kante for Mali, Desailly for Ghana, Trezeguet for Argentina, Henry og Thuram for Guadeloupe, osv.

Spillere med dobbelt statsborgerskab, som har et vist niveau, ved godt at de har gode kort på hånden, når de skal vælge landshold. Især hvis det ene er særligt attraktivt ift. klubkarriere. Hvis to spillere med samme niveau repræsenterer hhv. Danmark og England, så er det klart sidstnævnte, der får de bedste kontrakt- og sponsortilbud.

Og så er det, vi vender tilbage til spørgsmålet: Hvad vil vi med landsholdet? Hvad vil vi signalere? Vil vi låse spillere hurtigst muligt, så vi kan få sportslig succes? Vil vi (sammen med samfundets xenofobiske lovgivning generelt) gøre det særdeles vanskeligt at få adgang til? Vil vi gøre det til en "gulerod" ift. integration? Og i så fald, skal det være på bekostning af sportslige resultater?

Jeg ved af gode grunde ikke, hvad der gøres i kulissen fra DBU's side for at holde på de spillere omkring U-landsholdene, der også kan repræsentere et andet land end Danmark. Men jeg håber, at man gennem løbende dialog og hyppig regelmæssig kontakt med spillerne, også når de har en niveaumæssig down-periode, tydeligt og utvetydigt viser dem at de er nogle, som Danmark gerne vil, og at man håber på at de også vil Danmark. Og det kræver, at man kan bruge ordets magt i den forbindelse. Det er ikke nok at have en indstilling om at "vi (det danske samfund) har betalt for dit klubkontingent, det må være rigeligt for at vise at vi vil dig". Det er den kontrast, som lande som Tyrkiet, Nigeria, Peru, m.fl. har kunnet bruge for at lokke spillere med dansk baggrund væk, og det kan man nemt reducere via sin kommunikation. Men vi skal samtidigt ikke begynde at love landskampe til højre og venstre. Man skal stadig være god nok til at blive udtaget. Uanset om det er A- eller U-landsholdet, man spiller for. Man skal ikke kunne "true" sig til en landskampnål.

Og så må spilleren i sidste ende vælge. Er det Danmark, man brænder for at spille for, eller er det et andet land?

EDIT: Blandt de spillere, som er nævnt, så er der pt. kun 2 spillere, jeg ærgrer mig over ikke at have spillet for Danmark. Robin Olsen og Winston Reid. Jeg ved ikke om Aral Simsir med tiden bliver en spiller, jeg kommer til at ærgre mig over. Men listen er pt. ret kort. Om den bliver længere med tiden, det må tiden vise.

[Garneren]

Lige for tiden kører debatten om Arsenals blot 15-årige angriber Chidozie Obi-Martin...

Wow, først og fremmest: Imponerende research-arbejde! Jeg kan ikke umiddelbart komme på nogen, du har glemt, men der er til gengæld rigtig mange af de spillere, jeg aldrig har hørt om før!

Hvis man har prøvet at være landstræner i Football Manager (eller Championship Manager, hvis man er oppe i årene), kender man sikkert til iskoldt at binde alverdens unge talenter til sit landshold med en enkelt landskamp bare for en sikkerhed skyld. Og det er da en fristende tanke i virkeligheden, men jeg er meget tilfreds med DBU's tilgang, fordi det i den virkelige verden er urimeligt at lægge pres på (nogle gange meget) unge mennesker på den måde. For spillerne er der jo alle mulige overvejelser i det - både følelsesmæssige mht. tilknytning og strategiske mht. chancen for en landsholdskarriere.

Hvis O'Riley var god nok til at spille på det engelske landshold, havde han nok gjort det, og det er man nok bare nødt til at acceptere. Så jeg synes, vi skal krydse fingre for, at Obi-Martin er god nok til det danske landshold, og at han i så fald vælger det. Og så må vi ærgre os over, at vores eget talent Hunor Németh hellere vi spille for Ungarn end Danmark.

[cybamerc]

Nu er jeg ikke det mest patriotiske menneske, men stiller man op for et land, bør det være af “fædrelandskærlighed” og ikke hensyn til karriere, oplevelser, forældrenes vilje etc. Af samme grund mener jeg heller ikke, at DBU skal gøre alt for meget, for at overtale spillere til at stille op for Danmark. Selvfølgelig skal de vise interesse, men landshold og klubhold er to forskellige ting. Sidstnævnte kan kræve overtalelse. Førstnævnte bør give sig selv. Og det siger jeg velvidende, at der naturligvis findes personer, for hvem valget ikke er så nemt. Går vi glip af nogle store talenter på den konto, går det nok.

I øvrigt er jeg principielt imod dobbelt statsborgerskab, men det er en anden snak.