Lige for tiden kører debatten om Arsenals blot 15-årige angriber Chidozie Obi-Martin – der har en fortid i KB – og hans eventuelle landsholdsfremtid, som kan ligge i Danmark, England eller Nigeria. Han har allerede først spillet for det danske U16-hold, så det engelske U16, og nu er han så tilbage i den danske fold på U17.
I går fik dansk-engelske Matt O’Riley sin længe ventede debut på det danske A-landshold. U21-landsholdets Patrick Dorgu (Lecce) kan muligvis lade sig friste af Nigeria, og fra samme trup kan William Osula (Sheffield United), der også har spillet i KB, teoretisk set også vælge at repræsentere Nigeria eller England.
Mange især lidt mindre fodboldlande har i en del år naturaliseret spillere fra andre lande for at styrke deres landshold. Qatar har naturligvis været særligt kendt eller berygtet for det i en lang række sportsgrene, og deres fiksfakserier og ekspresbehandling af statsborgerskaber til spillere uden nogen påviselig tilknytning til landet førte til FIFAs regelændring om, at man som voksen skal have boet fem år i et land for at kunne repræsentere dets landshold.
Det har ikke afskrækket eksempelvis UAE, som for tre-fire år siden gav klubberne lov til at hente ekstra mange udenlandske spillere, hvis bare de var under 21, så inden for et par år tror jeg godt, man kan regne med, at deres pool af landsholdsemner udvides med i hvert fald et par håndfulde naturaliserede sydamerikanere, hvor de senest ellers har begrænset sig til to brasilianere og en argentiner som nogle af landsholdets største stjerner.
Ellers handler det meste ”landsholdsshopping” om afstamning og forældres eller bedsteforældres ophav, hvor især enkelte afrikanske og asiatiske lande til tider stiller op med en hovedpart af spillere født i udlandet, primært vesteuropæiske lande.
For Danmarks vedkommende har vi, så vidt jeg husker, aldrig udtaget en decideret naturaliseret spiller – altså en, der er kommet til landet som fodboldspiller og efter syv år eller mere har fået dansk pas. Det var på tale, at FC Midtjyllands Rilwan Hassan kunne komme i betragtning, men processen med tildeling af statsborgerskab blev endnu længere end forventet, årene gik, det endelige gennembrud udeblev, og han spiller nu i Indien.
Ligeledes mener jeg ikke at have hørt om danskere, der er rejst ud som led i karrieren og efter en årrække i et andet land er blevet naturaliserede og har stillet op for det pågældende landshold. Når vi ”går glip af” spillere, har det mig bekendt altid haft med afstamning eller opvækst i udlandet at gøre.
Men hvordan ser regnskabet ud for det danske landshold, når vi ser på spillere, der har haft mulighed for at stille op for mere end ét land? Jeg har kun medtaget dem, hvor det har været realistisk eller inde i billedet på den ene eller den anden måde.
Mohamed Daramy – Sierra Leone. Havde kun sierraleonsk statsborgerskab, til han var 17.
Pierre-Emile Højbjerg – Frankrig. Blev kontaktet af det franske forbund inden debuten for Danmark.
Jannik Vestergaard – Tyskland. Overvejede at stille sig til rådighed for tyskerne.
Philip Billing – Nigeria. Blev kontaktet af det nigerianske forbund inden debuten for Danmark.
Pione Sisto – Uganda/Sydsudan. Fik først sent dansk statsborgerskab og kunne have repræsenteret sit fødeland eller forældrenes.
Thomas Delaney – USA. Blev kontaktet af det amerikanske forbund inden debuten for Danmark.
Riza Durmisi – Makedonien. Ville gerne have spillet for Albanien, men blev angiveligt kontaktet af Makedonien.
Matt O’Riley – England. Har aldrig spillet i Danmark og repræsenterede England op til U18.
Boblere på ungdomsholdene: Filip Jörgensen (Sverige), Patrick Dorgu (Nigeria) William Osula (Nigeria/England), Zidan Sertdemir (Tyrkiet)
Hvem med dansk tilknytning har så valgt at stille op for andre lande?
Karim Zaza – Marokko (5)
Youssef Toutouh – Marokko (0)
Anis Slimane – Tunesien (30)
Francis Dickoh – Ghana (14)
Alexander Jakobsen – Egypten (1)
Eddi Gomes – Guinea-Bissau (4)
Philip Oslev – Burundi (6)
Simon Richter – Gambia (8)
Daniel Anyembe – Kenya (4)
Moses Opondo – Uganda (2)
Mikael Anderson – Island (24)
Frederik Schram – Island (7)
Dario Dumic - Bosnien (5)
Edgar Babayan – Armenien (16)
Robin Olsen – Sverige (71)
Bjørn Kristensen – Malta (37)
Mathias Olesen – Luxembourg (18)
Thomas Christiansen – Spanien (2)
Emre Mor - Tyrkiet (15)
Arbnor Mucolli – Albanien (4)
Ahmed Iljazovski – Nordmakedonien (1)
Filip Dukic – Montenegro (1)
Jacob Mahler – Singapore (6)
Jamal Bhuyan – Bangladesh (80, rekord)
Frans Putros – Irak (8)
Bassel Jradi – Libanon (18)
Muhammad Ali – Pakistan (16)
Yousuf Butt – Pakistan (25)
Abdullah Iqbal – Pakistan (11)
Abdul Arshad – Pakistan (6)
Adnan Mohammad – Pakistan (9)
Nabil Aslam – Pakistan (1)
Hassan Bashir – Pakistan (29)
Ovays Azizi – Afghanistan (35)
Jabar Sharza – Afghanistan (12)
Filip Solongo Andersen – Mongoliet (2)
Kevin Ray Mendoza – Filippinerne (7)
Jerry Lucena – Filippinerne (38)
Sebastian Beraque Rasmussen – Filippinerne (5)
Michael Falkesgaard – Filippinerne (12)
Dennis Cagara – Filippinerne (14)
Winston Reid – New Zealand (33)
Kristoffer Lund – USA (3)
Nicklas Frenderup – Trinidad & Tobago (11)
Oliver Hobgood – Sint Maarten (3)
Jeppe Simonsen – Haiti (10)
Bobler: Amir Hadziahmetovic – Bosnien (30) Født og opvokset på Bornhold, men flyttede til Bosnien som 12-årig.
Jeg har udeladt færinger, som vel i princippet alle har mulighed for at spille for Danmark. Hvem har jeg glemt?
Hvad synes I om det her? Skal Danmark kæmpe for eksempelvis at prøve at sikre Chido Obi så tidligt som muligt og binde ham til en dansk landsholdskarriere? Eller skal spillerne have tålmodighed, og ellers ville de alligevel ikke landsholdet nok?
Er det for galt, at danskfødte spillere, som FCM’s Aral Simsir, melder ud, at de vil spille for forældrenes hjemland? Bør spillere holde sig for fine til at ”true” med at skifte landshold, som Roonys agent angiveligt var ude at gøre for nylig?
Kigger man ned over listen af spillere, der har stillet op for andre, er det svært at få øje på de helt store tab, selvom der da Toutouh og Emre Mor nærmest samtidig valgte at repræsentere hhv. Marokko og Tyrkiet, var en del kritik af DBU for ikke at gøre nok for at holde på dem. Så måske går det fint nok med den nuværende tilgang - eller hvad?