Anden udekamp på dansk grund byder på en tur til Smilets by, hvor AGF tager imod, og hvor Grabara, Diks og PC kommer på besøg mod deres gamle klub for første gang.
Hjemmeholdet har endnu ikke prøvet at vinde i denne sæson, og tilsvarende har udeholdet endnu ikke prøvet at tabe i denne sæson. Lad os håbe, disse stimer fortsætter.
Ingen af holdene har spillere i karantæne. Værternes Nicolai Poulsen står dog (naturligvis, fristes man til at sige) til en dag i skyggen ved næste gule kort.
Kampens dommer er Jakob A. Sundberg, som dømmer sin blot anden FCK-kamp i sin karriere. Den første gav en 1-0 sejr på udebane til Løverne mod FCN på mål af Pep Biel i december 2020.
Kampen vises på 3+ med optakt fra kl. 17:00 og kampstart fra kl. 18:00