Hejsan,

Nu er der i en anden tråd snak om sæsonkort og faste pladser, som årsagen til en lidt lad stemning. At jeg er superlykkelig for min faste plads sammen med min faste pose skal denne tråd dog ikke handle om.

Det skal handle om spillernes engagement over for os.

Den gang vi havde spillere som Iørn Uldbjerg og David Nielsen, gjorde de altid noget for at gejle os tilskuere op. Med råb, tegn og fagter gjorde de tegn til os og signalerede at vores opbakning betød noget.
Det er ikke fordi jeg savner David Nielsen, men jeg savner at spillerne viser os at vores opbakning betyder noget. En knyttet næve ud i mod os, er altid noget der får tilskuerne i gang, og man føler sig som den 12. mand vi skal være. Er der ikke det samspil og den interaktion med spillerne, kunne vi i princippet ligeså godt sidde hjemme foran TV skærmen. Og nej det er ikke nok med spillere der kommer over og klapper efter kampen og hilser med vink før kampen.

Men har vi overhovedet nogen der agerer sådan i dag??? Nej, det synes jeg ikke.

Og jeg forstår faktisk ikke spillerne. Uldbjerg var en marginal spiller, men vi tilskuere elskede ham, og han fik lang snor selv når han ikke præsterede fordi han var VORES mand.

Tag eks. en spiller som Paolo Di Canio. Manden er nærmest udødelig i Lazio fordi han interesserede sig for fansene, og tilkendegav at de var umådeligt vigtige for ham. Og i relation til den enkelte spiller er det jo genial markedsføring af sig selv, hvis man får opbygget et gensidigt tilhørsforhold til fansene. Det viser at man vil klubben og fansene, og det kan i den grad virke selvforstærkende.

Er der ikke en tæt på klubben der kan viderebringe dette til spillerne? Det ville gavne stemningen.... Vis os at vi betyder noget. Vis os at vi er vigtige for jer i kampene. Vis os at vi betyder noget som 12. mand!!!