EF-domstol: Ikke-europæiske spillere skal ligestilles
Ifølge EF-domstolen skal fodboldspillere fra ikke-europæiske lande behandles som fodboldspillere fra EU. Russisk fodboldspiller fik medhold i klage
Fodboldspillere fra bestemte lande uden for EU skal fremover behandles efter samme regler som en fodboldspiller fra et EU-land. Det afgjorde EF-domstolen tirsdag.
Den professionelle russiske fodboldspiller Igor Simutenkow fra den spanske klub Tenerife fik medhold af domstolen i en klage med henvisning til, at EU og Rusland har indgået en aftale, der forbyder diskriminering af arbejdskraft.
Igor Simutenkow klagede over, at en regel i det spanske fodboldforbund kun tillader ikke-europæiske spillere at blive brugt i et vist omfang. En regel der nu er underkendt.
EU har lignende aftaler om arbejdskraft med adskillige andre lande i Afrika, Caribien og lande i Stillehavet.
/ritzau/