BRØNDBY DELTAGER IKKE I B.T.S AVIS-GIMMICK
Dagbladet B.T. ved dets sportsredaktør Peter Brüchmann har i længere tid kørt en kampagne mod den måde såvel den sportslige som den forretningsmæssige ledelse i Brøndby IF forvalter sine opgaver på.
Vi har i virksomhedens ledelse intet mod at blive kritiseret – heller ikke af B.T. Men når det sker i form af en kampagne, der er så usaglig, at sportsredaktøren selv – i sin egen artikel i går – betegner den som ”lid avis-gimmick” med ”et element af provokation” – ja, så må vi sige fra.
Lige såvel som B.T.s sportsredaktør har suveræn ret til at forvalte sit ansvar som journalist, har vi suveræn ret til at forvalte vores ansvar som ledelse i en fodboldklub og en børsnoteret virksomhed. I den sammenhæng prioriterer vi ansvaret over for de mennesker, der knokler for at skabe bedre resultater på grønsværen og i forretningen. Og så tager vi hensynet til vores forpligtelse som seriøs børsnoteret virksomhed med ansvar over for investorer og fondsbørsetik så seriøst, at vi ikke deltager i en useriøs ”aktion”, som bladet også selv kalder det.
Derfor vil vi ikke medvirke i B.T.s ”gimmick”.
Vi synes, at en række af artiklernes udfald mod navngivne personer i klubben er letkøbte, usaglige og i en sproglig form, der grænser til det uanstændige. Vi synes også, at det grænser til det fornærmende over for B.T.s læsere at opfordre dem til at medvirke i, hvad der præsenteres som en seriøs ”aktion”, men som redaktøren siden hen erkender kun er ”lidt avis-gimmick”.
Vi vil som hidtil være åbne og ærlige i vores kommunikation – også over for B.T. Blot ikke i ovennævnte sammenhæng.
Vi lægger ikke skjul på, at den nuværende sportslige situation er utilfredsstillende. Vi har naturligvis fuld gang i den strategi, der skal sikre, at Brøndby IF igen er at finde i den absolutte top. Men den holder vi foreløbig for os selv af – forhåbentlig – let forståelige årsager.
Nu fokuserer vi på den næste fodboldkamp. Og den næste. Ikke på, hvad B.T.s sportsredaktør tænker, tror og skriver.
På ledelsens vegne
Per Bjerregaard