Nummeret: Cure for the itch....på denne ellers så fremragende plade fra Linkin Park, er en klar skipper !!!
Nummeret: Cure for the itch....på denne ellers så fremragende plade fra Linkin Park, er en klar skipper !!!
En gammel tråd, ja, men jeg er kommet i tanke om en af mine personlige skipfavoritter, da jeg i dag genhørte Coldplays debutalbum Parachutes. Måske en lidt kontroversiel en af slagsen, men ikke desto mindre et nummer jeg meget gerne skipper.
En fremragende plade med numre som "Shiver", "Trouble", "Spies", "Don't Panic" og "Everything's Not Lost" for at nævne nogle af mine favoritter. Selv det kun 46 sekunder lange titelnummer er godt. Men det største hit fra pladen, track nummer 5, "Yellow" har aldrig været min kop te. Det er simpelthen så sukkersødt og så klistret at jeg får kvalme. Det virker som et avanceret boyband-nummer tilsat lidt mere guitar end en standard Westlife-sang. Jeg elsker alle Coldplays tre albums men på grund af "Yellow" er Parachutes for mig ikke bandets bedste plade.
Beirut's Gulag Orkestar er en med overmåde vellykket debut. Det ene nummer vandrer uanstrengt videre til det næste med fine variationer, som gør, at intet lyder som ren gentagelse. Således bevæger man sig opløftet gennem albummet indtil det pludseligt og fra en blå himmel går helt galt på nummer 7.
Scenic World lyder som en blanding af et videospil fra midten af firserne og etellerandet afskyeligt Calypso-strandhit fra en badeferie på Kos. Skrækkeligt. Henover crooner Zach Condon så lystigt videre, som om alt var i skønneste orden. Når resten af albummet er så godt, bliver forbrydelsen blot endnu værre. Et sikkert skip.
Beirut - Gulag Orkestar
1. Gulag Orkestar
2. Prenzlauerberg
3. Brandenburg
4. Postcards from Italy
5. Mount Wroclai (Idle Days)
6. Rhineland (Heartland)
7. Scenic World
8. Bratislava
9. The Bunker
10. The Canals of Our City
11. After the Curtain
Sidst redigeret af feilberg : 14.06.07 kl. 20:27
Uha, respekt for at genoplive denne tråd - jeg havde overvejet flere gange at gøre det selv i forbindelse med "Albums man kan høre fra start til slut"-tråden. Faktisk først og fremmest for at få Leonard Cohens gyselige 'Jazz Police' med, men det kan jeg jo så se at den med fuld ret allerede er.
Men så kan man i stedet tage debutalbummet fra The Smiths:
Noget af en milepæl, ingen tvivl om det, selv om det var en plade der i dag lider en smule under sin mudrede produktion - de blev bedre siden, men sangene i sig selv er stærke nok til at også denne plade står som noget særligt - 'Still Ill', 'Hand in Glove', 'Suffer Little Children', 'You've Got Everything Now', 'What Difference Does It Make', ikke mindst den fantastiske åbning 'Reel Around the Fountain'.
Men hvordan man end vender og drejer det, er Morrisseys pivfalske falset-jodlen på 'Miserable Lie' tortur, og føles som om det varer et kvarter.
mvh,
-smølle
På den ellers udmærket skive:
Dukker det mærkelige nummer "Cabron", der mest lyder som en mexicansk folkesang, pludselig op som en mærkelig wtf oplevelse. En klar skipfavorit hos undertegnede.
Nu vi er ved The Smiths...
Denne plade er vist bredt anerkendt som en milepæl i britisk rock.
Den er om ikke andet med på min top fem over Plader der gør Verden til et bedre sted at leve:
Jeg holder selv meget af pladen, men jeg der er faktisk to sange som jeg står helt af på, og dét er:
1: The Queen Is Dead
2: Frankly, Mr. Shankly
3: I Know It's Over
4: Never Had No One Ever
5: Cemetry Gates
6: Bigmouth Strikes Again
7: The Boy with the Thorn in His Side
8: Vicar in a Tutu
9: There Is a Light That Never Goes Out
10: Some Girls Are Bigger Than Others
WTF skete der for jer dér?
Det er meget synd at de otte poetiske mesterværker på dette album for evigt skal optræde sammen med de to fjantede gøgeunger, nr. 2 + 8.
›
›1: The Queen Is Dead
›2: Frankly, Mr. Shankly
›3: I Know It's Over
›4: Never Had No One Ever
›5: Cemetry Gates
›6: Bigmouth Strikes Again
›7: The Boy with the Thorn in His Side
›8: Vicar in a Tutu
›9: There Is a Light That Never Goes Out
›10: Some Girls Are Bigger Than Others
›
Helt uenig....syntes Frankly, er et super fedt nummer
På denne greatest Hits CD...
...fra et af mine all-time-favourite bands, dukker dette nummer pludselig op: 'De Do Do Do, De Da Da Da'
Om jeg begriber, hvad laver det på en Greatest hits CD?
Dens pinligt ringe lyrik, oven i købet rullet ind i en melodilinie, der mest af alt minder om noget Poul Kjøller kunne stå bag, får i dén grad min trang til at skippe videre til at stige, for hvert sekund, hvor der ikke er versstykke - der faktisk lige kan gå an.
Jeg har aldrig forstået hvad folk så i det nummer, men måske er der et eller andet superintelligent budskab i forbindelse med den sang, jeg lige er gået glip af. Hvis der er, så oplys mig gerne.
------------------------------
Pet Shop Boys - Very, er et album, jeg i mine tidlige år kastede min kærlighed på. Fantastisk i hele sin form, og dog!
Den starter ud med det bedste nummer på CD'en, 'Can You Forgive Her?' og har desuden klassikere som 'A Different Point of View', 'Yesterday, When I Was Mad', 'The Theatre', 'I Wouldn't Normally Do This Kind of Thing' og man kan blive ved. Men så sker det: 'Go West': YIKES! for en grimrian.
Hvad fanden tænkte de på? Helt ærligt. Det nummer er så forfærdeligt, så det halve kunne være nok. Gudskelov, for at det er det sidste nummer, så man ikke engang behøver at tæske sig igennem det, for at komme videre... man kan ganske enkelt slukke helt, allerede når man kan høre havmågerne nærme sig.
Egentlig ødelægger det ikke mit helheds indtryk af det ellers fuldendte VERY album, da jeg ikke rigtig anser Go West, som en del af dette.
På albummet:
The Libertines - 'The Libertines'
1. Can't Stand Me Now
2. Last Post On The Bugle
3. Don't Be Shy
4. The Man Who Would Be King
5. Music When The Lights Go Out
6. Narcissist
7. The Ha Ha Wall
8. Arbeit Macht Frei
9. Campaign Of Hate
10. What Katie Did
11. Tomblands
12. The Saga
13. Road To Ruin
14. What Became Of The Likely Lads?
En af mine absolutte favoritplader, og på trods af Doherty's uforlignelige evne til at ramme de skæve numre, lykkedes det ham desværre at ramme fuldstændig skævt med den forfærdelige 'Arbeit macht Frei'. Lykkeligvis varer den kun lidt over et minut. Men en ærgelig plet på et ellers næsten perfekt album.
R.E.M - Automatic For The People
Jeg anser pladen for et mesterværk, hvor de første fire og sidste tre sange alle er fabelagtige. Til gengæld er de midterste i en helt anden kvalitet. De er såmænd ikke dårlige, men bare markant mindre gode end resten af pladen.
- "Drive" – 4:31
- "Try Not to Breathe" – 3:50
- "The Sidewinder Sleeps Tonite" – 4:06
- "Everybody Hurts" – 5:17
- "New Orleans Instrumental No. 1" – 2:13
- "Sweetness Follows" – 4:19
- "Monty Got a Raw Deal" – 3:17
- "Ignoreland" – 4:24
- "Star Me Kitten" – 3:15
- "Man on the Moon" – 5:13
- "Nightswimming" – 4:16
- "Find the River" – 3:50
Rammstein - Rosenrot
Tracklist:
01. Benzin (3:48)
02. Mann Gegen Mann (3:52)
03. Rosenrot (3:55)
04. Spring (4:51)
05. Wo Bist Du (4:21)
06. Stirb Nicht Vor Mir / Don`t die before i do* (4:06)
07. Zerstören (5:34)
08. Hilf Mir (4:44)
_____________________
09. Te Quiero Puta 4:02
-----------------------
10. Feuer & Wasser (5:23)
11. Ein Lied (3:44)
Jeg kaster mig altid mod nextknappen når dette rædderlige nummer starter. Det har forhåbentlig været en koger hvor de har siddet i studiet og tænkt "hehe, vi laver et nummer på spansk og bander meget..hehe"
/jens
›Om jeg begriber, hvad laver det på en Greatest hits CD?
Helt enig (dog ikke ligefrem som fan heller) i nummerets 'kvaliteter', men utroligt nok var det ikke bare en single, men et top 5-hit for dem. Yikes!
Nå, men en til som fortjener at nævnes:
Massive Attacks fine album Protection. Måske lidt overpænt til tider med sine par instrumentaler og Tracey Thorns stemme i stedet for Shara Nelsons, og ikke så fantastisk som debuten Blue Lines, men stadig fremragende hele vejen igennem.
Indtil det kører totalt af sporet da Horace Andy, den smukke mand, føler sig kaldet til at give "one more choooon", en gudsjammerlig udgave af The Doors' i forvejen strenge 'Light My Fire'. En sang der får mig til at sprinte til anlægget hver gang nr. næstsidst, 'Heat Miser' er ved at slutte...
mvh,
-smølle
På den helt fænomenale Bringing it all back home
...der stadig står som et lysende mesterværk, med sange som
- Love Minus Zero/No Limit
- Mr. Tambourine Man
- Gates of Eden
- It's Alright Ma (I'm Only Bleeding)
osv. dukker den notorisk irriterende 'on the road again' pludselig op, midt i det hele. Selv efter utallige gennemlytninger af albummet, har jeg ikke kunnet opnå et blot tålelig forhold til denne sang....
Mvh. Simon
Jeg har indtryk af, at mange anser Art of Noise - The Seduction of Claude Debussy (1999), som værende en underlig udgivelse, der ligger langt fra det oprindelige Art of Noise. Hvilket vel egentlig heller ikke er lyv. Ikke desto mindre holder jeg meget pladen og John Hurts narration, som bare emmer langt væk af whisky og smøger. Mesterligt.
MEN, nummer 10 - Metaphor on the Floor - er dog en frygtelig gang larmende, malplaceret lort at knalde ind på en ellers utrolig helstøbt plade. Selv Rakims rap passer som hånd i handske blandt operasang, breakbeat, ambient og generel electronica.
1 Il Pleure (At the Turn of the Century)
2 Born on a Sunday
3 Dreaming in Colour
4 On Being Blue
5 Continued on Colour
6 Rapt: In the Evening Air
7 Metaforce
8 The Holy Egoism of Genius
9 La Flûte de Pan
10 Metaphor on the Floor
11 Approximate Mood Swing no: 2
12 Pause
13 Out of This World (version 138)
Mvh
Storm
›Midt i en meget harmonisk, sløvt dirrende plade dukker der
›pludselig et stikkende, skærende nummer som Jazz Police
›op. Wtf?!
http://sidelinien.dk/forums/showthre...t=28729&page=4
Mvh
zebos
There are currently 1 users browsing this thread. (0 members and 1 guests)