Trafikforseelse endte med ballade
En knallertkører blev mandag morgen skubbet ind i en hæk efter et skænderi over en trafikforseelse
Martin Warming
TRAFIKBALLADE: En 47-årig knallertkører fra Helsingør blev mandag morgen skubbet ind i en hæk efter et mindre skænderi på Kongevejen.
Knallertkøreren var omkring klokken 8.30 på vej ud ad Kongevejen, da en bil pludselig kørte ud foran ham.
Knallertkøreren fik undveget, så han ikke ramte bilen, men bilisten og knallertkøreren kom efterfølgende op at skændes over forseelsen.
På et tidspunkt begyndte to personer, der ikke havde noget med episoden at gøre, at blande sig i skænderiet, og det endte med, at den ene mand skubbede til knallertkøreren, der stadig sad på sin knallert, så han væltede ind i en hæk.
Knallertkøren kom ikke til skade, men han anmeldte efterfølgende episoden til politiet i Helsingør.
Politiet vil nu forsøge at finde frem til manden, der skubbede knallertkøreren, da skubberiet går under kategorien 'vold'.