01-12-2007 - 21:42 Af Claus S. Helgesen
(Fanklumme Brøndby Support) Stort tillykke til alle fans af Brøndby IF med den pris, som Brøndby Support modtog i cirkusbygningen den 12. november til Danish Award show, den var fortjent.
Vi gjorde det!
Hvem andre kan komme og sige, at de har været der, når det gik allermest skidt for vores hold end os, vi har været der hver gang - hjemme som ude.
Især på hjemmebane har vi sat ny standard for opbakning.
Hvem mindes ikke de stående bifald på hele stadion, da tifo gruppen præsterede en tifo, som ikke mange klubber i Europa har set tidligere? Ja, jeg fik gåsehud langt op af armen og får det stadig, når jeg lister ind på youtube for lige at få dagens kick.
Prøv bare at sige - fodbold og hjertebanken - til din sidemand næste gang, du sidder i toget, bus eller til familiefødselsdagen - de ved helt sikkert, hvad du snakker om.
Den præstation, vi har leveret i dette efterår, er virkelig noget, alle vi fans kan være stolte af, og nu har vi tilmed fået et synligt bevis på det i form af en flot statue, som blev overbragt til årets award show.
Vi har virkelig vist sammenhold og en styrke i opbakningen, som ingen anden 12. mand vil kunne gøre efter, og det er midt i den formentlig største krise, som vores hold nogensinde har været i. Det er klasse.
Jeg ser frem til braget i parken, for om noget kan spillerne spille helt frit og kun overraske positivt, og mon ikke også vi fans igen overrasker det ganske land med vores enorme opbakning og støtte?
Jeg glæder mig i hvert fald til at gå på juleferie med smil på læben, vel vidende at vi gjorde det. Vi Brøndby fans er de bedste og vil forsat være det.