Fjerde kamp i Europa League og andet møde de to imellem
tager imod
Det er blevet tid til fjerde runde kampen i Europa Leagues gruppe K, det foregår i Parken, hvor Byens Hold tager imod gruppens favorit og førerhold PSV Eindhoven.
Med en sejr kan løverne tage et godt skridt mod avancement til turneringens 1/16-dels finaler, mens PSV med 3 point vil være så godt som sikker på at gå videre.
Truppene
FC København har bortset fra den stadig albueskadede Jesper Christiansen, råder Ståle Solbakken over hele sin trup.
Ifølge en meget pålidelig kilde spillede Zanka hele kampen, og "såmænd ganske fint nok," så måske han er tilbage torsdag aften.
Ståle Solbakken efterlyser matchvindere og savner, at vores dygtige teknikere tør prøve det usædvanlige.
Man kunne håbe, at han har andet i baghånden til torsdag - et spilkoncept måske....
Udtaget er følgende københavnske helte:
2. Zdenek Pospech
4. Hjalte Nørregaard
5. Ulrik Laursen
7. Ailton Almeida
8. William Kvist
10. Jesper Grønkjær
11. Cesar Santin
12. Peter Larsson
13. Atiba Hutchinson
14. Dame N’Doye
15. Mikael Antonsson
16. Thomas Kristensen
17. Oscar Wendt
20. Martin Vingaard
21. Johan Wiland
24. Libor Sionko
25. Mathias Zanka Jørgensen
27. Thomas Delaney
41. Rune Nilssen
Mulig opstilling, altså mit bud:
Wiland
Pospech - Laursen - Antonsson - Wendt
Kvist - Hjalte - Atiba - Vingaard
Grønkjær
N'Doye
Hos PSV sidder Stef Nijland ude, men ellers er truppen fit for fight.
Statistik
Det bliver FCKs sjette opgør med en hollandsk modstander, to sejre, en uafgjort og to nederlag er det blevet til. To gange har vi vundet på hollandsk grund, mens det hjemme aldrig er blevet til mere end en uafgjort.
Den eneste fra Københavns nuværende trup, der har scoret mod en hollandsk klub, i den hvide trøje, er Niclas Jensen, der satte 0-1 målet ind direkte på frispark da Ajax blev besejret i 2001.
PSV har ud over FC København mødt to danske hold i europæiske kampe. Tilbage i 1963 måtte Esbjerg FB se sig slået af to omgange, da PSV vandt 3-4 i Esbjerg, og 7-1 i Eindhoven.
I 1981 var det så grønne fra Næstveds tur, til at toppes med PSV i UEFA Cupen (i øvrigt som sølvvinder, da KB havde nuppet guldet), men uden held. En lussing på 7-0 i første kamp, og så hjalp det intet, at de to uger senre vandt 2-1.
Men så sent som d. 12 juli i år, havde PSV en succesoplevelse i Danmark, da de i Brøndby vandt den hæderkronede Kjeld Rasmussen Cup IV.
Dagsform
FC København har spillet tre kampe, siden forrige møde i Eindhoven. Og det hafr været en blandet fornøjelse for løverne, der har slået Silkeborg med 1-0, fået en øretæve på 5-0 i SønderjyskE og endelig har spillet 0-0 i topkampen i Esbjerg.
PSV har fortsat deres sejrs stime, da de har vundet deres seneste to kampe med hele 4-0 ude mod Nijmegen og 1-0 hjemme over Vitesse. Balazs Dzsudzsak har lavet to mål, mens Otman Bakkal, Danko Lazovic og Jonathan Reis, der gjorde onde mod os i første kamp, hver har lavet en kasse.
Stadion
Kampen spilles på Danmarks nationalstadion Parken, hvor Nedre C og Sektion 12 i smukt fællesskab vil skabe en fantastisk lydkulisse, der blæser hollænderne den ganske vej tilbage til tulipanerne.
Jeg foreslår træsko-tifo, hvor vi alle danser med ryggen til banen, med en brændende træsko i hånden!
Almindelig god opførsel
Øl er til ganen - ikke banen. Det giver bøder, og er i øvrigt koldt at stå gennemsøbet i øl en november aften, så tænk dig om. Drink responsibly.
Vejrudsigten
Vi har kold, våd og blæsende uge, men hvis vejrprofeterne holder ord så får vi en tør torsdag aften.
Alligevel kan det nok være en idé, at iføre sig lunt undertøj og en fornuftig frakke, eventuelt huer og vanter - og scarfs.
Se kampen
Kampen vil blive transmitteret i levende billeder på TV3+ og i hørespil på Danmarks Radios Program 3.
Men det anbefales naturligvis, at man tager et smut forbi Parken og ser kampe live. En billet koster 225 kroner, og kan købes på billetlugen.dk eller ved at lægge vejen forbi Supershoppen.
Skuden skal vendes...
Det er ved at være nu eller aldrig, for Ståle Solbakkens FCK. Der skal point på kontoen, hvis man fortsat skal turde håbe på at gøre sig gældende i Europa efter juleferien.
PSV er på forhånd favorit, både i torsdagens kamp, men også til at vinde gruppen.
Den uimponerende kamp i holland, gav dog håb om, at der måske kan sættes et enkelt point på kontoen efter kampen - og så ligger det til løverne derfra at afgøre det selv.
God kamp - Og Forza FC!
Kilder: pol.dk, bold.dk supver-psv.nl, fck.dk, sidelinien.dk og selvfølgelig nipserstat.dk