Sagen
Uenighed om fodboldspillernes feriepenge
Kravet: Danske professionelle fodboldspilleres fagforening, Spillerforeningen, har rejst en sag mod klubbernes brancheorganisation, Divisionsforeningen. Den drejer sig om manglende betaling af feriepenge af sign-on-fees og bonusbetalinger i Brøndby IF. I enkelte tilfælde også manglende indbetaling af pension og ferietillæg. Spillerne har krav på 12,5 pct. i feriepenge af sign-on-fees og bonusser.
Klubberne
Spillerforeningen mener, at det er et generelt problem i dansk, professionel fodbold. Brøndby IF var den første klub, som modtog et konkret krav fra Spillerforeningen på manglende betaling af 16 mio. kr. plus renter og bod. Klubben vil via Divisionsforeningen ikke anerkende kravet, og derfor er sagen endt i Fodboldens Voldgiftsret i Dansk Boldspil-Union. Ifølge Spillerforeningens direktør, Mads Øland, var AaB, HB Køge og FC Fyn i marts de næste i rækken.
Divisionsforeningen
Indtil nu har Divisionsforeningen slet ikke erkendt, at der var et problem, men blot konstateret, at der var et krav fra Spillerforeningen mod Brøndby IF. Nu har flere klubber dog erkendt, at de skylder penge. Silkeborg IF's spiller Henrik Tømrer Pedersen modtog efterbetaling af feriepenge. Det skete i vintermånederne af 2011.