Vi siger det hver gang, men det her må sgu være det mest spændende/potentielt frustrerende transfervindue, vi har stået over for. IMO har vi brug for forstærkninger på næsten alle pladser, på nær backpladserne måske.
Det kunne være fint med en ung, talentfuld målmand som backup til Wiland. Kim Christensen har for det første ikke imponeret synderligt, og det må være et spørgsmål om tid, før han alligevel vil væk for at få spilletid.
Der kan ikke være tvivl om, at vi skal have en ny central forsvarer. Zanka er væk, og det ville være dejligt for alle parter, hvis Larsson også røg i dette vindue. Det ville efterlade os med Stadsgaard, Sølvi og Sigurdsson, hvilket er for lidt både kvantitativt og kvalitativt.
På den centrale midtbane er det tydeligt for enhver, at vi har brug for en styrmand med indpisker-kvaliteter (Christian Poulsen er den oplagte mulighed), men derudover kunne jeg virkelig også godt tænke mig en kreatør til at ligge foran denne indpisker. Claudemir kan måske udfylde den rolle, når han spiller på sit højeste, men det er fandeme længe siden, vi har set det. Jeg så gerne, at både Grinde, TK og Bergvold kom videre i teksten, og vi fik to nye kvalitetsspillere ind, som Claudemir og Delaney så kunne slås for at slå af holdet. Men det er selvfølgelig totalt urealistisk.
På venstrekanten ville en forårsrengøring også være dejlig, så Diouf og Absalonsen røg ud, og vi købte en ægte, hurtig wing, der kan sætte en mand af og komme til baglinien. Ham kunne Vingaard så slås med om pladsen.
På højrekanten kunne jeg godt tænke mig en ung, talentfuld wing, der kunne presse Bolanos, når han slapper for meget af, men som i øvrigt ville være tilfreds med et år eller to som gardering.
Angrebet bliver en gyser at følge hen over sommeren. Nordstrand ryger, og hvis det stod til mig røg Santin også videre i teksten. Og jeg ved sgu ikke, hvad jeg skal mene om Lille Mus og Toutouh (er han i øvrigt angriber eller wing? Han står som angriber på fck.dk, men det gør Diouf jo også...). De må for min skyld godt blive hængende et år endnu i forsøget på at vise, at de kan et eller andet, hvis det bare ikke betyder, at vi ikke forstærker os i angrebet. Og så er det jo meget, meget spændende, om Damen ryger. Jeg så gerne to nye klasseangribere i dette vindue: En tekniker, der kan ligge ved siden af Damen og en mere, som gerne må være ung, men som er på så højt niveau, at han kan være en reel gardering. Nå ja, havde helt glemt Søren Frederiksen... Ud med lortet!
Nå, men det er jo ikke så sandsynligt med sådan en omkalfatring... Hvis vi bare får en klassemidtbanespiller og en klasseangriber til at starte med, så kan vi snakke om resten.
EDIT: Hvis vi skulle have nogle stortalenter længere nede i systemet, kunne det være smukt, hvis de kom op og supplerede på nogle af pladserne i stedet for indkøb af talenter udefra, men så skal de sgu også være seriøse talenter.