Oprindeligt indsendt af
Ace
Jeg kunne godt tænke mig at spørge lidt til det der evige argument om en forventet mellemsæson, som åbenbart per automatik må følge salget af nogle store profiler. Hvor dårligt må man præstere i sådan en mellemsæson, før det er tilladt at kritisere trænerens dispositioner og holdets pointhøst? Vi er nu én runde fra at være halvvejs gennem grundspillet, og vi ligger nummer seks. De tre tophold er godt på vej til at stikke af, og vi er seks, syv og otte point efter dem.
Hvis vi eksempelvis skulle stå som nummer fire, når sidste runde er færdigspillet til sommer, er det så bare at trække på skuldrene og sige "ja, der skulle jo spilles et nyt hold sammen, bedre held næste år"? Jeg synes, det er en komplet vanvittig tankegang. Vi har alle sammen været klar over, at der efter en større udskiftning ville være mere modgang, men det kan aldrig frede træneren eller holdet fra kritik, og vi nærmer os et lavpunkt, som i min bog er helt uacceptabelt.
Undskyldningerne har været mange - og en del af dem ganske rimelige - men nu er de efterhånden tyndslidte. Holdet har haft nok tid sammen til at levere et vist bundniveau. Skaderne er heller ikke så mange som for en måned siden. Ja, især Santander er savnet, men det skal truppen kunne bære i en klub med vores økonomi.
Jeg er træt af at høre om mellemsæson. Det er ikke, fordi jeg hellere vil tale om en i øvrigt sikkert ganske utopisk fyring af Ståle, men han bør være presset, for han står ene mand med ansvaret for det ubestridelige faktum, at vi ligger nummer seks så langt inde i sæsonen og ganske snart mere eller mindre allerede kan have udspillet vores rolle i kampen om mesterskabet. Det er helt afsindigt at tænke på med den trup.