Sidste udekamp i EL-gruppespillet mod gruppens 1. seedede hold. Begge hold kommer med en sejr i bagagen fra weekendens ligakampe. Begge hold skal bruge en sejr. Zenit kan endegyldigt sikre sig videre avancement med en sejr, mens FCK med en sejr selv vil kunne afgøre det på hjemmebane.
For lige at gå lidt mere i dybden med, hvad der kræves for at FCK går videre fra puljen, ridser jeg lige scenarierne op ift. hvordan kampen mod Zenit ender. Inden kampen spilles, ser stillingen således ud:
1. Zenit, 8p
2. Slavia Prag, 7p
3. FCK, 5p
4. Bordeaux, 1p
FCK VINDER I RUSLAND:
Så kan FCK afgøre det selv. Det kræver, at man som minimum får samme antal point mod Bordeaux som Zenit får i deres sidste kamp, hvor russerne spiller i Prag. Vinder FCK begge kampe, kan man endda gå videre som nr. 1, hvis Slavia enten mister point i begge deres kampe, eller taber mindst én af dem.
FCK FÅR UAFGJORT:
Så har FCK brug for hjælp.
- Får FCK scoret 0 mål i Rusland, kræver det både en sejr hjemme mod Bordeaux, og at Slavia ikke får mere end 1 point i deres to sidste kampe.
- Scorer FCK 1 mål, kræver det enten, at Slavia Prag ikke får mere end 1 point i deres to kampe, eller at Slavia besejrer Zenit, og at FCK vinder mod Bordeaux. En af de to sejre i sidste runde SKAL være med mindst 2 overskydende mål, ELLER at FCK scorer 2 mål mere end russerne gør.
- Scorer FCK 2+ mål, er man bedre indbyrdes end Zenit. Derfor kræver det en sejr over Bordeaux, og enten at Slavia ikke får mere end 1 point i deres to sidste kampe (hvilket vil give FCK-avancement som nr. 1), eller at Slavia slår Zenit, uanset cifrene.
FCK TABER I RUSLAND
Så er man på spanden. Så kræver det en sejr hjemme mod Bordeaux, OG at Slavia Prag taber BEGGE deres kampe. Taber man mod Zenit, og Slavia får point, er der intet europæisk forår i København i 2019.