Sæsonens sidste kamp byder på en tur til det kronjyske, hvor pokalvinderne fra Randers tager imod. Kampen er den sidste i en lang og opslidende lortesæson, der har budt på brudte stimer, negative rekorder, trænerskifte, formationsændringer, samt sandsynligvis afslutningen på en lang og glorværdig æra, hvor BØF ikke har kunnet kalde sig danske mestre.
Med alt det in mente, ville det ikke være uforståeligt, hvis FCK-spillerne allerede nu var mentalt gået på sommerferie. Især fordi enkelte knapt nok får en uges ferie, inden den står på EM, pre-season og sæsonstart. Den går bare ikke, når der stadig er en mikroskopisk mulighed for at overtage det danske mesterskab. Chancerne er små, og FCK kan ikke selv afgøre det. Det kræver først en sejr over Randers. Dernæst et nederlag til FCM mod AGF, uanset størrelsen. Og til sidst, et nederlag til BØF mod FCN, sammen med en sejr på hele OTTE overskydende mål til FCK over Randers. Mindre kan også gøre det, så længe de manglende mål opvejes af tilsvarende overskydende mål fra FCN's side. FCK har aldrig scoret mere end 7 mål i én og samme kamp, straffesparkskonkurrencer fraregnet.. Ikke videre sandsynligt at det skulle ske, desværre.
Skulle FCK "blot" vinde, og FCM samtidigt tabe, mens et mirakel på Hjalte Park udebliver, vil FCK få sølvmedaljer i stedet, og vil dermed kunne spille med i Champions League kvalifikationen, hvor man vil være det højst seedede hold. Her skal man blot gå én runde videre for at være garanteret minimum Europa League gruppespil.
FCK har ingen spillere i karantæne, og heller ingen i umiddelbar karantænefare, da de akkumulerede strafpoint nulstilles efter denne runde. Kun strafpoint fra røde kort føres videre til næste sæson. Jens Stage er tvivlsom efter den skade han fik i seneste derby. Randers har heller ingen spillere i karantæne, men må undvære anfører Erik Marxen, der er småskadet.
Kampens dommer er Michael Tykgaard, der både dømmer sin tredje FCK-kamp i denne sæson og sin tredje RFC-kamp i denne sæson. De to foregående FCK-kampe er endt med to sejre til Løverne, hhv. 2-1 over Vejle og 3-1 over BØF, mens de to Randers-kampe er endt med hhv. en uafgjort og et nederlag til Mokaï-hestene.
Kampen vises på TV3 Sport med optakt fra kl. 16:30. En forholdsvist kort optakt, når man sammenligner med de 5 timers BØF-onani på 3+, inden de viser den forhåbentligt største sportslige nedtur i dansk fodbold siden Hjalte Park fik sit uofficielle navn..
Dagens afstemning er ændret til om hvorvidt FCK formår at rykke op i tabellen eller ej, da alt andet reelt er ret ligegyldigt.