Søndagens kamp på Cepheus Park i Randers er samtidigt startskuddet til et interval på 7 kampe på 3 uger, hvor de fire hold i Top-4 (FCK, FCM, RFC og FCN) møder hinanden på kryds og tværs, krydret med midtugekampe i hhv. Conference League og pokalturneringen imellem hver superligarunde, afsluttende med en hjemmekamp mod oprykkeren Viborg.
Med en sejr fastholder FCK førstepladsen, og vil kunne lægge afstand til mindst to af holdene i Top-4, mens man med uafgjort i værste fald vil være à point med FCM, inden de to holds indbyrdes opgør i Parken i næste uge.
FCK må med al sandsynlighed undvære Falk, der stadig døjer med efterdønningerne fra sin skade i hjemmekampen mod Sivasspor. Ingen af de to hold har spillere i karantæne. Zeca og Khocholava er hver især i karantænefare, og vil med et gult kort til 6 strafpoint gå glip af hjemmekampen mod FCM.
Kampens dommer er Sandi Putros, som dømmer sin 7. FCK-kamp. FCK er gået fra banen som sejrherre 3 gange med ham som fløjtepasser, mens man 2 gange tidligere har forladt banen som taber. 4 gange har Putros peget på straffesparkspletten i FCKs favør, hvor han to gange har tildelt Løverne to straffespark i samme kamp. Derudover har han to gange dømt straffespark mod FCK, ligesom han i sidste sæson udviste Zeca for to gange gult kort i samme kamp.
Kampen vises på Canal 9, med optakt fra kl. 15:00