Årets sidste hjemmekamp i Superligaen byder på besøg fra Smilets By og Vesterbro, når AGF gæster Parken. Med en sejr kan FCK sikre sig at overvintre som minimum på 2. pladsen, og kan samtidigt lægge en smule pres på FCM, inden midtjyderne får besøg fra VSTGN lige efter.
FCK må undvære Zeca, Falk og Wind, der alle tre sidder ude med skader. Derudover sidder Khocholava ude med karantæne efter et gult kort i Silkeborg. Desuden er Wilczek og Luther Singh stærkt tvivlsomme til opgøret. Oveni er Nicolai Boilesen i karantænefare, og står til tidlig juleferie i Superliga-regi, hvis han får et gult kort til 6 strafpoint. Til gengæld er Roony Bardghji endelig gammel nok til at få Superliga-debut, og er derfor en mulighed til at være en del af Thorups udvalgte til kampen.
AGF må undvære Benjamin Hvidt, der er ude med en knæskade. "De Hvii'e" har ingen spillere i karantæne, men Mikael Anderson, Albert Grønbæk og Yann Bisseck står til en dag i skyggen ved næste gule kort, og det samme gør Oliver Lund, hvis det gule kort er til 6 strafpoint. (Og så er Nicolai Poulsen jo altid i farezonen for tilrage sig et rødt kort..)
Kampens dommer er Jørgen Daugbjerg Burchhardt, som dømmer sin anden FCK-kamp i denne sæson, og sin 3. AGF-kamp i samme tidsinterval. Det er hans 3. opgør mellem de to hold, og de to foregående har været bemærkelsesværdige af hver sin årsag. Den første, i foråret 2016, endte 0-0, og var præget af et rødt kort til Zanka efter bare 15 minutter. Den seneste var i februar i år, og vil nok huskes for at først blive fløjtet af, for derefter at ende med et VAR-straffespark til FCK, hvor Jonas Wind scorede til 3-3.
Kampen vises på Canal 9 med optakt fra kl. 15:00. Omend der på nuværende tidspunkt er solgt 30.000 billetter til kampen, og det er måske ikke voldsomt relevant for alle herinde..