Søndagen byder på årets sidste SL-udekamp på Sjælland, når remouladekystens uvaskede omgang revl og krat tager imod Byens Hold på Hjalte Park.
Med en sejr kommer FCK tilbage i Top-6, hvis enten AGF eller FCM smider point i løbet af runden. Alternativt rykker Løverne forbi AGF ved samme antal point, så længe man ender med en bedre målforskel end jyderne. Omvendt kan FCK med et nederlag i værste fald ligge på 10. pladsen, når runden er overstået.
Begge hold har spillere i karantæne. Hos FCK sidder Hákon ude efter sit gule kort mod FCN, mens værterne må undvære Kevin Tshiembe efter hans røde kort mod Randers. Hos BIF står Kvistgaarden og Radosevic til en ufrivillig fridag ved næste gule kort uanset antal strafpoint, mens Wass får en dag i skyggen ved et gult kort til 4 strafpoint eller derover. Hos FCK får Khocholava en karantæne ved et gult kort til 4 strafpoint eller derover, mens Diks og Claesson skal få et gult kort til 6 strafpoint for at det udløser en karantænedag.
Hos FCK består skadeslisten af Vavro, Corner, Zeca, Amoo og Falk, mens Khocholava, Karamoko, Babacar og Orri er tvivlsomme til opgøret.
Kampens dommer er Morten Krogh, som dømmer sit første derby. Det er hans 3. FCK-kamp i sæsonen. De to første endte med to udesejre til Løverne mod hhv. AaB og Lyngby.
Kampen vises på 3+ med optakt fra kl. 12.
Da man ikke kan garantere udefans' sikkerhed grundet flere episoder i Brøndby mod både FCK-fans og fans af andre klubber, har Divisionsforeningen besluttet, at der ikke skal være et udebaneafsnit på Hjalte Park i forbindelse med derbyet, og har desuden pålagt FCK om udelukkende at stille med det mest nødvendige personale, som har en decideret funktion til selve kampen. En beslutning, som klubben har taget til efterretning. Opfordringen fra Divisionsforeningen og klubben er derfor klar: Hold dig væk fra Brøndby på søndag, hvis du holder med FCK.
Hvis man som FCK-fan partout vil protestere over Divisionsforeningens beslutning, må man forvente at man gør størst positivt indtryk hos både Divisionsforeningen og hr. og fru Danmark ved at gøre det på en hverdag, hvor der rent faktisk er nogen til stede på deres kontor i Brøndby, 620 meter i fugleflugtslinje fra Hjalte Park, frem for at gøre det på en kampdag, hvor risikoen for masseslagsmål i højere grad er til stede..