4. runde i pokalturneringen byder på en tur til det yderste hjørne af udkants-Danmark, når thyboerne fra Thisted FC tager imod de forsvarende danske mestre på Lerpytter Stadion.
Det er anden gang, FCK møder Thisted FC. Første gang var også i pokalturneringen, dog i 2006, hvor FCK vandt efter straffesparkskonkurrence, efter at kampen i ordinær tid sluttede 1-1. Cheftræner Jacob Neestrup har forresten rædderlige minder fra det opgør, da han blev slagtet af jyderne, og pådrog sig en alvorlig knæ- og ankelskade, som de facto ødelagde hans spillerkarriere.
Med en sejr kvalificerer Løverne sig til forårets kvartfinaler, mens et nederlag betyder, at den sidste midtugekamp i sæsonen er overstået.
FCK må undvære de skadede spillere Zeca, Amoo, Boilesen og Karamoko, mens Babacar og Ryan er tvivlsomme pga. småskader. Derudover har Hákon karantæne efter sit røde kort i sidste pokalkamp mod Hobro.
Kampens dommer er Jakob Kehlet, der dømmer sin 3. FCK-kamp i denne sæson. De to første endte med nederlag mod hhv. Horsens og OB, så forhåbentlig er 3. gang lykkens gang for Byens Hold. Der er ikke VAR i pokalturneringen.
Rejser man ikke med til Thy, vises kampen på 3+ med optakt fra kl. 17:30
PS: Att. -smølle og evt. andre kværulanter: Der er begrænsning i antallet af tegn til at lave afstemning, derfor bruges ordet "Uafgjort" i afstemningen.. ;-)