Årets sidste kamp byder på en tur til Smilets By, når den lokale gymnastikforening tager imod de forsvarende mestre på Ceres Park.
Med en sejr er Byens Hold sikker på at ende i Top-4 inden vinterpausen, og så længe Silkeborg ikke vinder over Lyngby med en margen, der er mere end 1 mål større end en FCK-sejr, overvintrer Løverne på 3. pladsen. Hvis FCN smider point hjemme mod AaB, kan Løverne desuden gå på juleferie vel vidende om at man matematisk selv kan afgøre mesterskabet i løbet af foråret.
Omvendt kan et nederlag i det jyske, kombineret med andre resultater, i værste fald medføre at FCK overvintrer uden for Top-6.
FCK må undvære de skadede spillere Zeca, Amoo, Boilesen og Karamoko. Desuden er Babacar og Stamenic tvivlsomme.
Ingen af de to hold har spillere i karantæne. Hos FCK får Stamenic en dag i skyggen ved næste gule kort, og det samme gør Diks, Claesson, Isak og Lund, hvis det gule kort er til 6 strafpoint.
Kampens dommer er Mads-Kristoffer Kristoffersen, der dømmer sin 3. FCK-kamp i sæsonen. De to foregående er endt med et nederlag ude mod FCM og en uafgjort hjemme mod samme modstander. Han dømmer sin 5. kamp mellem de to hold, de 3 foregående er endt med en københavnsk sejr, mens den sidste er endt uafgjort.
Skal man ikke til Århus, vises kampen på 3+ med optakt fra kl. 13. Undres man over kamptidspunktet, er forklaringen såre simpel: Formel-1..