Først og fremmest er der vel en halv sandhed, at stilen er blevet mere teknisk, men selv hvis det var tilfældet, så kan man jo undre sig noget over, at taktikken ikke er blevet rettet mere til. De fleste af vores chancer opstår efter indlæg og dødbolde og vores opspil er centreret om det og når det slår fejl, så står den på lange bolde. Vi er et ganske boldfast hold, men det betyder jo ikke, at vi er et teknisk hold og det er heller ikke nødvendigvis en fordel.
Vi stiller med to spidsangribere og to centrale midtbanespillere der kun sjældent går med frem og i øvrigt ikke har de store tekniske færdigheder. Det betyder, at rummet mellem angriberne og midtbanen skal fyldes ud af kantspillerne, som vel meget længe har været den kreative drivkraft på holdet. Det er vel ikke væsentligt anderledes, end det har været de seneste par år.
Det har dog givet vores spil et løft, at få Falk ind på den centrale midtbane, men det var tydeligvis af nød og det har ikke ændret spillestilen. Det er vel det eneste punkt, hvor vores stil er blevet mere teknisk og det er kun gældende når Fischer er i angrebet.
Personligt er jeg dog ikke enig i, at det nødvendigvis vil være en fordel for os at spille mere teknisk. Det jeg savner, er mere direkte spil og at der kan blive satset bare en anelse mere i duellerne, når omstændighederne tillader det. Tager man udgangspunkt i FCM kampen ser man netop, at eksempelvis Sviatchenko (der bestemt ikke holdte sig tilbage) totalt mistede fatningen af, at Skov gik til ham og dommeren havde næppe i sinde at straffe det med en advarsel. Derudover har jeg ikke noget imod, at vores spil sommetider bliver omstændigt, hvor vi kører bolden rundt og leder efter åbninger – det skal bare kun ske på modstanderens 1/3 del og når de står kompakt.