I bedste mandagstræner-stil vil jeg forsøge det samme, blot ud fra 7-trinsskalaen:

MÅLMÆND:

Robin Olsen: 4
Stod fantastisk i starten af sæsonen, men knækkede ligamæssigt, da FCK ikke kvalificerede sig til CL. Det har medført både usikkerheder og drops i ligaen. Dog trækker præstationerne i EL op, med 4 clean sheets ud af 5 mulige.
Skal oppe sig gevaldigt, hvis han skal fortsat være førstemålmand, og gøre en god figur til VM, så han kan sælges til en større liga.

Stephan Andersen: 7
Holder sig konstant klar, er dybt professionel, og yder god sparring. Også lidt badass at blive syet i ansigtet på banen, for derefter at spille videre, som om intet var hændt.
Må formodes at bare fortsætte som hidtil.

Kim Christensen: UB
Har kontraktudløb til sommer, og efterfølgende karrierestop. Hvis der hentes en ny målmand i vinterpausen, er det ikke umuligt at han stopper karrieren allerede der.

FORSVAR:

Nicolai Boilesen: 10
Ledertype på og udenfor banen, klar i mælet, og gode præstationer på banen. Reelt set for god til Superligaen.
Kan han få helt bugt med sine skader, er han nok et af de sikreste kort i start-11'eren, og en spiller, man kan bygge et hold op omkring.

Peter Ankersen: 4
Vendt tilbage fra alvorlig skade, og har skullet bruge tid på at finde tilbage til sin gamle form. Har været ramt mentalt, med dumt rødt kort mod FCN, samt manglende fokus i udekampen mod Lokomotiv.
Skal arbejde gevaldigt med det mentale, for at kunne få en god transfer til sommer.

Michael Lüftner: 4
Startede meget usikkert, og havde det svært sammen med resten af holdet i en stor del af efteråret. Har dog leveret gode og mere stabile takter på det seneste, og er blevet mere målfarlig. Det trækker op.
Får han en rutineret og stabil makker ved siden af sig, skal det nok blive godt med ham.

Denis Vavro: 4
Startede som lyn og torden i forsvaret, men den manglende rutine, samt holdets nedadgående formkurve, har også ramt den unge slovak. Terrorudskiftningen i Aalborg er symptomatisk for holdets udvikling.
Skal også bruge en stabil og rutineret makker over længere tid, før han bliver rigtig god.

Erik Johansson: 00
Så meget forventede vi af svenskeren, så lidt har vi fået. Væk er den selvsikre attitude, i stedet kom Bambi på glatis. Kunne ikke håndtere lederrollen inden sin skade.
Skal oppe sig gevaldigt.

Tom Høgli: 4
Skader fik sat et ærgerligt punktum for den kaffedrikkende nordmands karriere i København. Fik fornuftigt indhop i kampen mod AaB, og var tæt på at afgøre kampen til vores fordel. Men den langvarige skade trækker ned.

Pierre Bengtsson: 02
"Olof Palme-morderen" har slet ikke levet op til tidligere tiders præstationer. Hans værktøjskasse er mere og mere en-dimensionel, og han har haft svært ved at indgå i et godt samarbejde med kanten foran sig. Består med det yderste af neglene, fordi han i det mindste kæmper for det.

Mads Roerslev: UB
Den unge mand er ikke klar endnu til førsteholdsfodbold.

Mikael Antonsson: UB
Hans knæskade holder ham nok ude indtil kontraktudløb til sommer. Forventer intet på banen fra den sympatiske svensker.

MIDTBANE:

Kasper Kusk: 02
Humørspiller. Når selvtilliden er der, er han god, og kan gøre ondt på de fleste hold, når han indgår i kombinationer. Selvtilliden har bare ikke været der i år, med dårlige præstationer til følge.
Skal arbejde gevaldigt med selvtilliden, hvis han skal præstere lige så godt som ved tidligere tider. Noget, han får svært ved.

Youssef Toutouh: -3
Toutouh har været en skandale af rang, med dårlige indsatser, og fokus de helt forkerte steder, og medførende dårlig attitude.
Hans tid i klubben er for længst ovre.

Danny Amankwaa: 4
Hvad han har gjort for at pisse Ståle af og få så lidt spilletid er uvist, for han bringer en masse energi og fart i spillet, når han endelig kommer ind. Slutproduktet mangler dog stadig. Med kontraktudløb til sommer, skal man ikke regne med at han får meget spilletid i foråret.

Nicolai Thomsen: 4
Viser i glimt, hvilket potentiale han har. Med tre assists i de seneste par kampe, kan han blive en gevinst med tiden, hvis han får kontinuerlig spilletid. Skader, samt dårlige præstationer på højre back trækker ned.

Rasmus Falk: 7
Kæmper evigt og altid med masser af energi, og bidrager med kreative indslag, når han får god hjælp fra medspillerne. Har dog endnu ikke genfundet melodien fra før sin skade. Forhåbentlig genfinder han den i foråret.

Benjamin Verbic: 10
Klart efterårets store profil for løverne. Har leveret solide indsatser i ligaen og i Europa, med masser af scoringer og assists. Det tåbelige røde kort mod Horsens er den eneste plet på en ellers fejlfri præstation. Han bliver savnet, når han bliver solgt til sommer.

William Kvist: 4
Startede svagt og med mange gule kort, men har især i EL-gruppespillet vist sit værd på holdet. Bliver en vigtig brik i foråret.

Jan Gregus: 7
Et stærkt omdrejningspunkt på den centrale midtbane, med solide præstationer i begge ender af banen, samt god ansvarstagen. Ærgerlig skade holdt ham ude af anden halvdel af efterårssæsonen. Bør få en god fremtid på holdet, evt. med Zeca.

Zeca: 4
Startede så flot, men faldt i niveau efterhånden som efteråret gik. Fik en lille opblomstring i Europa til sidst. En af fremtidens mænd.

Uros Matic: 4
Matic ramte en bølgedal i starten af sæsonen, men med gode indhop i anden halvdel, har han spillet sig op i niveau. Skal dog præstere stabilt på sit ypperste topniveau, hvis han skal have en fremtid i klubben efter sommer.

Aboubakar Keita: UB
Har ikke spillet for løverne i efteråret, og er vendt hjem fra det svenske med en knæskade. Ikke optimalt.

ANGREB:

Carlo Holse: 4
Det er svært som 18-årig at slå til fra start i FCK. Det er endnu sværere som angriber. Udfordringen bliver ikke mindre af at man i fysik minder om Cesar Santin. Unge Holse skal bruge noget tid, før han bliver klar til førsteholdsfodbold for alvor. Han har haft nogle svære indhop, men har løst dem efter bedste evne.

Martin Pusic: 02
Kom til klubben i en meget svær situation, og har været en del skadesramt i efteråret. I kampen mod Lyngby fik vi glimt af hans potentiale. Det er svært at se, hvordan han skal få meget mere spilletid.

Federico Santander: 10
En spiller, som har været skadesramt i den sværeste halvdel af efteråret, og som har været ufattteligt savnet oppe foran, både hvad angår mål og som opspilsstation. Skal levere et blændende forår, inden paraguayaneren rejser videre fra København.

Andrija Pavlovic: 7
Har leveret gode præstationer, når han har spillet ved siden af Santander, med 9 mål i alle turneringer, når sydamerikaneren har været med. Er afhængig af et stort skur oppe foran, hvis han skal levere. Krigerindsatsen hjemme mod Qarabag må ikke glemmes, ift. hvor meget han giver af sig selv.

Pieros Sotiriou: 7
Startede flyvende, men oplevede et dyk midt på sæsonen, sammen med resten af holdet. 10 mål i alle turneringer er en fornuftig start for en angriber i FCK, men tænk, hvis holdet havde været stabilt og godt spillende.

TRÆNER:
Ståle Solbakken: 02
Der er ikke meget, der har fungeret for Ståle i dette efterår. Mærkelige beslutninger, manglende modtræk over for modstandere, og underlige satsninger på spillere, som ikke var i form. Det trækker lidt op, at man er gået videre fra en svag pulje i Europa League, og at han har taget det fulde ansvar for problemerne.

SPORTSCHEF:
Ståle Solbakken: 02
Det lød ellers så godt inden sæsonen. Man havde tidligt hentet erstatninger for stammen, der forsvandt hen over sommeren. Man havde skilt sig ad med løntunge spillere, der var fyld, og man ville satse på et mere hurtigt spil. Men så kom skaderne. Så kom de dårlige enkeltmandspræstationer. Og så kom nederlagene. Ståle undervurderede stammens betydning, og overvurderede Johanssons, Bengtssons og Toutouhs evner. Han prøvede at rette op på det sidst i transfervinduet, og hentningen af Zeca og Vavro var gode køb. Men Pusic var fuldstændig skudt forbi.