Jeg siger ikke specifikt Delaney, det er jaks fortolkning, jf. skakten. Vi havde bare hurtigere angribere, og havde (hvad jeg husker) flere omstillinger efter hjørnespark, hvor vi kunne bruge dem.
Skal vi nu ikke lade være med at gøre problemet større end det reelt er? På defensive hjørnespark må prioritet nr 1 altid være, at forhindre modstanderne i at score, hvorfor vores angribere typisk trækkes med ned, da vi ellers er for svage i hovedspillet. Så er det korrekt, at vi sjældent har en spiller på stående langt fremme, men så vidt jeg husker, så vil ligger en spiller som Fischer (og typisk også den anden kant) altid fremme i vores felt og er altid hurtigt på vej fremad banen, hvis vores målmand feks griber bolden. Dermed kan målmanden ofte kaste bolden hurtigt til ham og en kontra kan gennemføres. Det er formentlig ofte langt farligere end at have en mnad langt fremme som man skal sparke til, idet det er yderst sjældent at det virker med succes.
Samtidig kan jeg ikke huske at have set Ståle skælde ud over, at spillerne forsøger at gennemføre en kontra - tværtimod ser man oftere en frustreret Ståle, når spillerne vælger den sikre løsning.
Jeg er enig i, at man kan sidde med en frustartion over, at vi af og til er for langsomme til at bringe bolden fremad og venter til , at modstanderne er på plads igen. Det ser man også Ståle være frustreret over af og til. Men mon ikke lidt af dette også hænger sammen med, at man som hold ikke kan buse fremad på fuld knald i 90 min. Det er jo f.eks. det man til tider klandrede Zornigers hold for i BØF, nemlig at man var for dårlige til at dosere sine max-aktioner og dermed gik døde til sidste i kampene og til sidst i sæsonen.
Sidst men ikke mindst så handler hele kontradiskusionen om spillestil, spilletyper, fart i holdet, selvtillid osv. Et Ståle hold typisk med stor boldbesiddelse og med NDoye og Wind foran ser man åbenlyst ikke ret ofte i kontraangreb. Det giver derfor ikke så meget mening at sammenligne med David Nielsens Lyngbyhold som nogen gjorde for en række indlæg siden, idet vi her snakkede om et hold som dårlig havde lyst til at have bolden selv, som stod meget lavt på banen og som havde en decideret kontraspecialist som angriber. Det kan ikke være meget længere væk fra et typisk FCK-hold.
Det har jeg godt nok aldrig bemærket. Til gengæld har jeg igen og igen og igen taget mig til hovedet, når særligt Peter Ankersen/Varela som sidste mand har modtaget en returbold efter et hjørnespark har vendt sig om at spillet tilbage til vores målmand. Ikke satse, når nu hele holdet befinder sig i modstanderens felt. Jeg er faktisk ofte blevet vanvittig irriteret. Men det hele giver god mening (!), når man læser Williams bog, hvor han understreger det vigtige i, at man ikke skaber ubalance i holdet ved at satse en fremadrettet bold i stedet for en bold til siden eller bagud.
Grundlæggende mener jeg, at vi har alt for gode boldspillere til ikke hvergang at fastholde presset efter et hjørnespark.
Kontraangreb er jo nærmest ikke-eksisterende hos Ståle, men vi så i pokalfinalen i 2017 hvor smukke, de kan være.
Ja det kan man godt blive irriteret over. På den anden side, med Ankersens indlægsfod så var risikoen for at han ramte første forsvarer og åbnede for en livsfarlig kontra med ham som eneste forsvarende spiller nok temmelig stor. Så helt idiotisk var ideen nok ikke.
At kontraangreb er ikke-eksisterende hos Ståle finder jeg som en underlig statement. Vi kører masser af omstillinger, når modstanderne taber bolden med mange spillere fremme. Men da vi ofte har bolden mest og ofte generobrer bolden højst, så sker det selvfølgelig ikke så ofte som hos andre hold i ligaen. Ligesom andre danske hold formentlig spiller mere defensivt mod os (og dermed åbner for færre kontrachancer) end mod de fleste andre.
Jeg er dog enig i, at det sagtens er et område, hvor vi kan blive bedre. Men da det er på kanterne vi primært har vores fart, og da disse i år i den grad har haft svært ved at præstere, så har resultatet af vores omstillinger også sjældent været ret gode.
Sidst redigeret af k@sper : 14.02.20 kl. 12:36
*finder det salige smil frem*
https://youtu.be/3NpP2vHzWKE?t=132]
https://www.bt.dk/superligaen/fck-vi...d-inden-to-aar
Manageren forventer dyrere indkøb.
Et obskurt portugisisk/hollandsk website bringer et rygte om at en ung indisk forsvarsspiller skulle være tæt på et skifte til FC København til sommer.
https://avtpfootball.net/2020/02/14/...fc-copenhagen/
Ingen tvivl om at vores kontraspil kan blive skarpere i ligaen også, men problemet er primært i de svære kampe hvor vi kommer i et defensivt udgangspunkt.. Der mangler vi altså bare meget i den facet af spillet..
Og præmissen om, at det er hvert storholds lod, da man jo skal dominere kampene MED bolden i 90% af tiden holder altså bare ikke.. Real Madrid eksempelvis var vel verdens bedste kontrahold for nogle år siden, hvor de havde deres gyldne CL-periode.. Røde Stjerne og Slavia Prag er ligeledes eksempler på hold der skal vinde ligaen, men som i europa er knivskarpe på kontra..
At være et talent har intet med alder at gøre. Man har ofte sit talent hele livet.
Betydninger:
1: “særlig (medfødt eller opøvet) evne eller begavelse inden for et bestemt område”
2: “person som besidder særlige evner eller egenskaber”
Taget fra:
https://ordnet.dk/ddo/ordbog?query=talent
Det er jo også korrekt, når man omtaler evnen, men i moderne fodbold er definitionen gerne knyttet til en bestemt periode i spillerens udvikling. Perioden før det egentlige gennembrud og den egentlige etablering som seniorspiller. Min personlige holdning her er, at hvis man som spiller ikke er brudt igennem på topniveau og stadig er det når man er 23, så er sandsynligheden for at det sker lille.
Når man taler om talent i sportslige sammenhænge, er det typisk om folk, der besidder et uudnyttet potentiale. Dvs. personer, som endnu ikke har, hvad der skal til for at begå sig på højeste niveau, men har potentialet til at nå det. Talenter er således en investering, og den investering bliver betydeligt mindre værd jo ældre talentet er. I bedste fald vil et sent udviklet talent have relativt færre år til at bidrage, i værste fald bliver det bare aldrig til noget. Nogle gange taler man om evighedstalenter. Det er dem, der trods en længere karriere på højeste niveau, aldrig indfrier deres potentiale. De fleste talenter, når aldrig så langt. De kommer ganske enkelt ikke over den barriere, der er mellem ungdomssport og professionel seniorsport. Når det bliver alvor, så rækker talentet bare ikke længere.
There are currently 7 users browsing this thread. (0 members and 7 guests)