Jeg er røvtræt af ejerne og bestyrelsen. En flok dygtige forretningsmænd, som helt åbenlyst ikke interesserer sig for fodbolden. Jeg vil have dem alle ud. Skjærbæk, Korsgaard, Rygaard og alle de andre. Udskil FCK fra PS&E eller sælg jeres skide aktier, hvis I er så pissehamrende ligeglade. Det er simpelthen grotesk, at Skandinaviens største fodboldklub med det samtidig største bagland af fans skal ledes så himmelråbende uprofessionelt i fodboldfaglig forstand.
Og hvad sker der med historierne om, at ledelsen ikke vil betale for julefrokost, trækker en million fra Ståles løn på baggrund af en ophedet diskussion og den efterfølgende omtale af behov for menneskelige værdier med ansættelsen af Jess Thorup. Ståle er fandme den eneste mand på ledelsesniveauet, der havde de menneskelige værdier i orden. Den eneste mand med viden, følelser og ambitioner for FCK er nu hældt ud med badevandet på den mest uværdige måde, man kan forestille sig. Jeg er så harm.
Ledelsen bør prise sig lykkelig for, at vi ikke kan komme på stadion, for jeg ville personligt give udtryk for min vrede over håndteringen af hele den her situation. Og jeg håber, at andre føler det samme, så vi engang i foråret kan lade dem forstå, at sådan behandler man ikke den største personlighed i FCKs historie.