Oprindeligt indsendt af
Kenney
Stimen af dårlige præstationer blev brudt i dag med både flot resultat og præstation. Brøndby var fra kampens start mest på bolden. De havde en del spillere med tilbage når de skulle bygge op dels for at dæmme op for vores pres og dels formentligt også for at lokke os for langt frem og så spile mellem kæderne eller sende en angriber afsted i dybden. Det blev dog ikke en særlig vellykket plan, da vi ikke gik i fælden og alligevel lykkedes med at generobre og spille direkte, men i perioder lykkedes de med, at få presset os for langt tilbage. Brøndbys noget kompakte midtbane endte med at koste dem dyrt, da de havde store problemer på begge kanter og først i anden halvleg, da kampen reelt var afgjort reagerede de. Særligt de lange bolde til vores kanter skabte store problemer og selv vores ellers dårligt præsterende backer kom med frem og leverede gode præstationer.
Det klædte vores spil, at vi mødte en modstander der ikke pakkede sig og lossede væk og vi så stærke ud både når vi skulle generobre, men også når vi havde bolden og Brøndby var presset længere tilbage. Presspillet var derudover også fint tempereret, selvom vi i starten af kampen kom til at stå lidt for dybt – måske også for at undgå de dybe løb. Det største minus i kampen er, at vi ikke følger den stærke præstation helt til dørs og gik mere end et gear ned efter den sidste scoring. En afklapsning lå ellers i luften, men udskiftningen af Daramy markerede enden på vores offensive bestræbelser.
Kalle stod ikke en særlig god kamp. Han var dårlig med fødderne og så ikke heldig ud på Brøndbys enlige scoring.
Diks leverede en stærk kamp. Han blev ikke synderligt udfordret i defensiven, men var stærk fremadrettet.
Vavro leverer ligeledes en meget stærk kamp og fik effektivt lukket ned for Brøndbys angribere.
Kocholava startede umiddelbart lidt usikkert og var nok tæt på at begå straffespark, men kom stærkt tilbage og var dominerende i slutningen af kampen. Ligeledes god på bolden.
VK viste at han ikke har glemt de offensive dyder og med Daramy tilbage var han ligeledes tilbage. Defensivt var der enkelte episoder med usikkerhed.
Falk spillede det meste af kampen på den dybere position, hvor han i dag ikke kom så meget på bolden i offensiven, men fik fint udnyttet at Brøndby glemte andenbolden efter dødbolde. I slutningen af kampen blev han rykket længere frem, men der var vi færdige med at angribe. Måtte desværre udgå med en skade.
Lerager var god til at styre presset og var også fint involveret i enkelte angreb. Modtog en ærgerlig advarsel for en batalje med Brøndbys forsvarer, men i sidste ende havde det ingen konsekvens. Midtbanen hang dog i perioder lidt efter i presset, men det kan også være bevidst for ikke at satse for meget, så Brøndby kunne spille direkte.
Haraldsson havde mange gode løb fra højresiden og kom frem til flere gode muligheder, som han dog ikke selv kunne udnytte. Derudover også godt med i presset, men det forbliver en præstation på det jævne med de misbrugte muligheder. Han havde dog godt af, at Brøndby gav så meget plads.
Claesson luskede primært rundt i det område, hvor Brøndby vel var mest opmærksomme og han kom derfor ikke frem til det helt store.
Daramy leverede en fremragende comebackpræstation og Brøndby kunne på ingen måde styre ham. Mangler måske den sidste kampform, da han måtte udskiftet efter omkring en times spil, men han var på ingen måde gået ned i kadence. Jeg mener bestemt, at han også løftede resten af holdet og meget af det han lavede førte til farlige situationer. Trods Biels tre scoringer var han reelt kampens bedste spiller.
Biel lå igen forholdsvist isoleret i front, men fik denne gang rigeligt at arbejde med og kom derfor i mange gode løb og fik positioneret sig fint i feltet. Det gør noget for en angriber, når resten af holdet bag ham også præsterer.
Kampens dommer leverede ingen mindeværdig præstation. Der var ingen kontroversielle situationer, men han overså forholdsvist meget med tanke på hvor få forseelser der blev begået og også et par følgestraffe. Om noget var det mest af alt en ganske jævn præstation.
Det blev dermed et fantastisk derbyresultat som forhåbentligt kan sparke noget selvtillid ind i holdet forud for de vigtige kampe mod Trabzonspor og også få os tilbage på ret køl i ligaen. Med Daramys retur kan vi endda måske også skabe noget mere mod knoldesparkerholdene. Vi ser dog sårbare ud når udskiftningerne begynder, men hvis vi blot er foran med tre mål før vi skifter ud, er der ingen problemer.