Spørgsmålet om tanken med den ultimative leder som spiller og er bedst i alle kampe er ved at være forældet. Kigger vi på efteråret, så var kampprogrammet så tæt at det vil være tæt på fysisk umuligt med sådan en (mark) spiller.
Vi har måske ikke haft den ene ultimative leder (synes nu Claesson gjorde det ret godt i efteråret, når han var til rådighed), men vi har haft en gruppe af ledere/anførere i Claesson/Falk/Lerager og vel også til dels Moi, som i langt de fleste kampe har gjort det godt, og som hver har præsteret i de helt store kamp i CL
Jeg savner ledere som Jesper Christiansen, Gravgaard og særligt Linderoth, der kunne være særdeles eksplicit i sin holdning til holdkammerater, der ikke leverede 110% hver gang.