Der kan - og bør - rettes en sønderlemmende kritik mod det britiske parlament, herunder i særdeleshed Labour, for at tilgodese egoistiske interesser på et tidspunkt hvor der var brug for noget, der mindede om en samlingsregering.
Og at May påtog sig en ekstremt svær opgave er indiskutabelt. Men hun gjorde det godt nok også ulig sværere for sig selv ved at indlede med nogle fuldstændigt uopnåelige 'red lines', et håbløst valg i utide der låste hendes handlefrihed ift DUP, og en årelang leflen for hard-brexit elementer i sit eget parti omkring hvilken type aftale, der var mulig. En stærk leder havde tidligt gjort det klart for befolkningen, og hendes eget parti, hvilke konsekvenser og muligheder Brexit indeholdte.
Hendes pludseligt opnåede realisme da hun endelig skulle have ratificeret sin Withdrawal Agreement, var i sidste ende too little, too late . Aftalen sank ironisk nok fordi den ikke opfyldte de umulige forventninger, hun selv havde skabt. Hun får det eftermæle, hun fortjener.