Oprindeligt indsendt af
FC William
Jeg er også godt træt af tingenes tilstand, men jeg synes at det ville være rart, hvis vi havde noget helt konkret materiale at bedømme Ståle ud fra ift. de udtalelser han selv er kommet med omkring især kontinuitet.
Gerne en komparativ analyse, der kunne anskueliggøre hvor mange træningsdage og kampe Ståle har haft med de enkelte spillere, hvor mange træningsdage og kampe de enkelte spillere har haft sammen, hvordan spillernes præstationer har været i de enkelte kampe osv. osv. Naturligvis også de enkelt spilleres historik FØR denne sæson.
Optimalt kunne det jo sættes op mod Aab og evt. BIF.
For selvom jeg kan bande Ståle, holdet, ledelsen osv. til helvede, kan jeg heller ikke lade være at tænke over, hvor meget de elementer Ståle nævner (og som jeg gerne ville have et større overblik over) rent faktisk spiller ind, og som måske ovenikøbet kan virke selvforstærkende ift. den klub vi er og det pres man må anerkende, der er på stort set alle i organisationen.
Men det er godt nok et større arbejde, at sammenfatte flere holds skadeshistorik og ikke mindst spillernes individuelle formkurver, så det er nok ikke lige i aften, at den kommer på bordet. Måske en dybere evaluering er på sin plads efter årets sidste kamp.
Og bare for at komme det i forkøbet: Jeg leder ikke efter undskyldninger til Ståle eller resten af holdet, og uanset hvor uheldigt det er og hvor mange omstændigheder der måtte ligge til grund for den nuværende situation, ændrer det ikke på, at det såmænd sagtens kan vise sig nødvendigt at fyre Ståle, selvom det skulle vise sig, at han egentlig har sit på det tørre.
Men jeg orker i hvert fald ikke, at læse mere om at Ståle ødelægger spillere, er taktisk inkompetent eller hvad ved jeg. I hvert fald ikke uden et nogenlunde seriøst statistisk grundlag, at gøre det ud fra og måske ovenikøbet lidt didaktiske betragtninger ift. hvor lang tid det tager, at opbygge relationer så de ligger på rygraden individuelt såvel som kollektivt.
Allermest håber jeg, at alle har glemt den her diskussion om et par uger, fordi vi går til vinterpause med 5 point op til FCM (og er videre i pokalen...) - det kan vi formentlig alle blive enige om.