Oprindeligt indsendt af
Andreas Hansen
Som delvist Ståle-fan (enig i fyringen/udskiftningen på sigt, men slet ikke i timing og udførelse) må jeg sige, at det er meget svært at fremhæve NOGET positivt under Ståle uden at blive skudt ned.
Om det så er FCN-kampen, de flotte europæiske kampe i foråret og her i sommer, om det er vores bedste åbning nogensinde i Superligaens historie i sidste sæson, om det er vores 4-0 i første halvleg mod Silkeborg (som jeg kom ind på i denne tråd), eller om det er referencer heeelt tilbage til 2019-sæsonen, hvor vi vinder mesterkortet med rekordantal scoringer og rekordmange point undervejs. Alt bliver skudt ned med, at det enten ikke er superligakampe, at sejrene var kyniske, uanset hvor meget hæl og tå, der var involveret, at ALT var Robert Skovs fortjeneste i 2019 osv.
FCN-kampen er dog oplagt af flere årsager. Først og fremmest var kampen jo et absolut her og nu-billede på, hvor Ståle efterlod FCK. At der faktisk var håb og klar forbedring at se i spillet og blandt spillerne. At de pludselig blomstrede igen.
Personligt havde jeg ved fyringen som et forhold, der i længere tid havde knirket, og så havde vi pludselig haft en superdate sammen, og hun havde købt en rejse, vi skulle på sammen (aka lejet Zanka i 11. time til at rette op på det der forsvar ;)). Men så - bum! - ud af det blå, blev det hele aflyst og revet over.
Det var virkelig et chok for mig og husker seriøst stadig, hvor jeg var, da jeg hørte nyheden. Jeg havde SLET ikke set det komme, mens jeg egentlig havde gået og ventet på/frygtet nyheden efter vores europæiske exit.
Og så var det bare voldsomt at se, at en træner, der havde betydet SÅ meget for FCKs historie og selvforståelse pludselig blive hængt ud af en kommunikativ elendig ledelse og erstatte en toptræner med Hjalte, hvorefter holdet mentalt kollapsede i den efterfølgende kamp. Det var bare et MEGET brat skifte og helt ekstremt klodset udført på alle måder.
Derfor betyder FCN-kampen noget for mig. Det var et minde om det, der havde været og et håb om det, der kunne blive igen, men som nu og for altid kun vil være en teoretisk tanke og mulig diskussion. Den bedste medicin ER jo sejre. Denne blev så i stedet på besynderligste vis det sidste åndedrag for Ståle i FCK.