Jeg faldt over det her interview med Lars Bo Jeppesen i Mediano, hvor han kort diskuterer ideen om at reducere Parkens tilskuerkapacitet fra 38.000 til 30.000, mod at en sådan omstrukturering skulle give en bedre samlet oplevelse for tilskuerne. Især med henblik på at det er sjældent, Parken har over 30.000 tilskuere inde og se fodbold. Han nævner dog i samme ombæring, at DBU, der er den største eksterne partner, nok ikke er lige så varm omkring ideen med en reducering af antallet af tilskuere. For hvorfor skulle man så fortsætte med at bruge Parken, hvis man i så fald lige så godt kunne bruge det i Brøndby, som vil have et lignende tilskuerantal, samt en mere konkurrencedygtig pris?
På den anden side har DBU for lidt over et halvt år siden udtrykt et behov for et stadion på ca. 50.000 tilskuere, i stil med Friends Arena i Stockholm, hvor man så har diskuteret, hvorvidt det skal bygges op fra bunden, eller om enten Parken eller Hjalte Park skulle udvides med penge fra DBU. At bygge et nyt stadion op fra bunden, uden at der er nogen, som anvender det til dagligt, ville være en dyr omgang, hvilket Idrættens Analyseinstitut også har været ude og advare mod. Derfor er det nok sandsynligt, at der vil blive tale om at enten Parken eller Hjalte Park bliver tilgodeset med en sjat penge til formålet, hvis DBU vælger at fortsætte med ideen.
Til sammenligning er der flg. stadions i Nordeuropa (minus Tyskland) med en lignende kapacitet på cirka 50.000:
- Friends Arena (AIK, Stockholm). Kapacitet: 53.000. Tilskuersnit i seneste sæson: 18.900. Antal indbyggere i byen: 1,9 mio.
- Johan Cruyff Arena (Ajax, Amsterdam). Kapacitet: 55.000. Tilskuersnit i seneste sæson: 53.300. Antal indbyggere i byen: 1,5 mio.
- De Kuip (Feyenoord, Rotterdam). Kapacitet: 47.500. Tilskuersnit i seneste sæson: 45.500. Antal indbyggere i byen: 1,2 mio.
- Ibrox (Rangers, Glasgow). Kapacitet: 51.000. Tilskuersnit i seneste sæson: 49.200. Antal indbyggere i byen: 1,6 mio.
- Aviva Stadium (Leinster Rugby, Dublin). Kapacitet: 51.700. Tilskuersnit i seneste sæson: 12.000. Antal indbyggere i byen: 1,2 mio.
Der er ting, der taler for og imod ved at skulle investere så mange penge i en så stor renovering af Parken, for at man kan udvide tilskuertallet til de cifre.
Udfordringer:
- Det koster mange penge, som kunne være blevet anvendt til at styrke spillertruppen og det sportslige setup.
- Hvor skal holdet spille, mens stadion renoveres?
- Er der et reelt potentiale for en meningsfuld udnyttelse af kapaciteten, når stadion er færdigbygget? Er der et reelt opland til den kapacitet, når der også er en klub som BØF i relativt kort afstand derfra?
- Den gennemsnitlige tilskuermængde i Parken er på 16.100 tilskuere i denne sæson præ-corona.
Fordele:
- Når man fra ledelsens side har nævnt, at man vil kunne måle sig med klubber som eksempelvis Ajax og Porto, vil man have et stadion, der er størrelsesmæssigt sammenligneligt med de to klubbers hjemmebane.
- Der er et opland, som er sammenligneligt med de tidligere nævnte byer, hvor der er en fornuftig udnyttelse af stadionkapaciteten.
- DBU vil gerne kunne tiltrække turneringer såsom kvinde-EM og VM til Danmark, hvilket bliver nemmere med et sådant stadion (= lejeindtægt til PS&E).
- Med en sådan stadionkapacitet kan man i højere grad byde ind på Europa League finaler, der i langt de fleste tilfælde i løbet af de sidste 5 år er blevet afholdt på stadions i den størrelsesorden (= lejeindtægt til PS&E).
Men det er ikke noget, jeg mindes, vi for alvor har diskuteret herinde. Så hvad synes I om hhv. Lars Bo Jeppesens og DBUs ide?