Grundspillets sidste kamp byder på et opgør mellem nr. 2 og 3 i ligaen, når Viborg FF besøger Parken.
Løverne er sikret at slutte grundspillet som minimum nr. 2, hvis man får point. En sejr vil endda give en førsteplads, i tilfælde af at førerholdet FCN smider point i deres hjemmekamp mod remouladekystens uvaskede helte. Omvendt dumper man ned på 3. pladsen i tilfælde af et nederlag, hvor Viborg også kan overtage førstepladsen, hvis FCN samtidigt taber deres kamp.
FCK må undvære Zeca, Boilesen og Amoo, der alle døjer med korsbåndsskader + det løse..
FCK har ingen spillere i karantæne. Jelert og Stamenic står til karantæne ved næste gule kort uanset antal strafpoint, mens Vavro står til en dag i skyggen ved et gult kort til min. 4 strafpoint, og Lund, Isak, Claesson og Diks er utilgængelige ved et gult kort til 6 strafpoint. Viborg må undvære Jeppe Grønning.
Kampens dommer er Mikkel Redder, der dømmer sin første FCK-kamp i sæsonen og anden VFF-kamp i sæsonen. Det er hans første opgør mellem de to hold.
Har man ikke billet til kampen, vises den på 6'eren med optakt fra kl. 14.
Udover egen kamp er det også relevant at holde øje med rundens øvrige kampe, da 4 ud af 5 kampe har afgørende betydning for hvem, som ender i mesterskabsslutspillet. I tilfælde af sejre til Randers og Silkeborg, samt uafgjort i FCNs kamp, ender FCK på førstepladsen, mens både FCM og Brøndby skal bruge resten af sæsonen i nedrykningsslutspillet..
Alle kampe spilles samtidigt, så enten kan man gøre brug af livescore-apps eller have Liga på P4 i øret imens for at følge med i de øvrige kampe.