Gårsdagens lodtrækning til CL-kval'en har medført, at de danske mestre fra FCM starter ude i 2. runde mod vinderen af opgøret mellem FC Astana fra Kazakhstan og montenegrinske Sutjeska Niksic. Vinder FCM, indtræder de i 3. CL-kvalrunde som useedet, mens et samlet nederlag vil sende ulvene til 3. EL-kvalrunde, hvor de vil være seedet.
Dagens EL-lodtrækning kl. 13 er opdelt i lodtrækningsgrupper med 7 grupper à 10 hold og 2 grupper à 12. FC Nordsjælland er placeret i gruppe 5 som seedet hold, og kan derfor møde enten:
- Cliftonville (NIR)
- Lahti (FIN)
- Luftëtari (ALB)
- Connah's Quay (WAL)
- Shamrock Rovers (IRL)
Imens er de københavnske løver placeret i gruppe 9 med 12 hold, hvor de er topseedede. FCK kan derfor møde et af flg. hold:
- Levadia Tallinn (EST)
- ÍBV (ISL)
- KuPS Kuopio (FIN)
- Liepaja (LAT)
- Tre Fiori (SMR)/Bala Town (WAL)
- NSÍ Runavík (FRO)
Opgørene spilles 12. og 19. juli. Lodtrækningen afgør, hvilket hold som starter hhv. hjemme og ude.*
Senere på dagen, kl. 14, trækkes der også lod til 2. EL-kvalrunde, hvor FCK også vil være seedet, mens FCN vil være useedet. Som ved 1. runde, vil der også i dette tilfælde være lodtrækningsgrupper til 2. runde. Disse vil dog først blive dannet efter lodtrækningen til 1. runde. Worst case scenario for FCK i den runde vil være Beitar Trump Jerusalem eller Glasgow Rangers, mens worst case scenario for FCN vil være Sevilla eller Besiktas. 2. kvalrunde spilles 26. juli og 2. august.
* Københavns Politi kan dog vælge at gøre indsigelser omkring rækkefølgen af ude- og hjemmekampen, såfremt både FCN og FCK skal spille hjemme samme dag, eftersom der er under 50 km. mellem de to stadions. I så fald kan UEFA beslutte at ændre rækkefølgen af ude- og hjemmekampen for det enkelte opgør. Det samme vil gøre sig gældende i 3. runde, såfremt FCK og/eller FCN når så langt, eftersom Brøndby vil indtræde i turneringen på dette tidspunkt, og sandsynligheden for at holdene spiller samme dag er til stede. Da Malmö FF's stadion også er inden for en radius af 50 km., kan svensk politi i princippet også gøre indsigelser, såfremt Malmö ryger ud af CL-kval'en og ind i EL-kval'en.