Oprindeligt indsendt af
Maarum
Hvis din karriere er på rette spor, vil du en dag opleve at skulle lade dig transportere med fly i embeds medfør. Det er en stor dag, hvor man træder ind i en eksklusiv klub af særligt betroede medarbejdere. Du vil blive udstyret med et internationalt kreditkort og vil inden længe færdes med stor rutine på firmaets flybookingsite samt problemløst afregne dine udgifter ved sirligt at arrangere små bunker af taxaregninger og kvitteringer på ”1 knäckebröd / 1 starköl” fra Arlanda lufthavn.
Man kan med fordel signalere til omkringsiddende, at bookingsystemet driller, eller sukke højlydt over de mange, mange afregninger man skal have lavet efter det omfattende rejseri. Det handler i sagens natur her om at understrege vigtigheden af egen rolle i firmaet.
Hvis man for alvor vil med i klubben, så skal man tale om lufthavne! Her anlægger man et tonefald, der indikerer, at man besøger de omtalte lufthavne oftere end eget soveværelse. ”armen Gardermoen. Der har være kø ved security de sidste 50 gange!” giver anerkendende nik. Den tidlige afgang fra Kbh. til Stockholm omtales som ”pyjamasafgangen”. Det er en utroligt morsom benævnelse og indikerer samtidigt at klientellet på den afgang er typer der skifter fra pyjamas til jakkesæt ved morgenrutinen. Selv har jeg aldrig ejet en pyjamas, men jeg holder naturligvis stilen og omtaler flyafgangen ved rette navn. Det er i øvrigt en smagssag om man vil blære sig med eksotiske lufthavne i Manila eller Cap Verde. Det er tydeligt for alle, at disse lufthavne er besøgt med turistformål, hvilket ikke rigtigt giver points.
Når nu man er en del af klubben, er næste mål at kæmpe sig op ad rangstigen til øverste kvartil af rutinerede businessrejsende. Her gælder det om (ved online-checkin hjemmefra) at sikre sig selve juvelen over dem alle. Enhver mellemleder og/eller IT-konsulents våde drøm: SÆDET VED NØDUDGANGEN. Sædet har den fordel at der er ekstra benplads, ligesom man ikke generes af foransiddende konsulenter, der lægger sædet tilbage. Det er et udtryk for, at karrieren topper, at man kan sætte sig i dette eftertragtede sæde. De øvrige passagerer vil lade som ingenting, når de passerer, - men tro mig: alle ved, at dér sidder vinderen!
Endelig er det også en sport at afvikle flyrutiner i højt tempo. Lad mig illustrere det ved at skitsere et tænkt eksempel på en flyrejse, hvor alt bare går op i en højere enhed: Konsulent Johansen booker fly til Frankfurt. Han har sikret sig plads på Business Class ved at følge en tillært rutine med argumenter om fleksibilitet og pris, der sikrer ham godkendelse fra chefen. Han har bestilt en bil til afhentning hos Hertz. Han sidder naturligvis på sædet ved forreste udgang – eller om nødvendigt ved nødudgangen. Han var blandt de første ved gaten og fandt lynhurtigt sin plads og fik placeret sin trolley (som har de maksimalt tilladte dimensioner) i bagagerummet over flysædet. Efter landingen er han første mand fremme ved døren. Han ligger derved i spidsen for feltet hele vejen til Hertz, hvor nøglerne til bilen udleveres. Johansens dag kulminerer her. Hans Ford Focus er røget på værksted, så han opgraderes til en Volvo med større motor. Johansen kan således køre til konferencen som sikker vinder af CPH-FRA denne morgen og den anerkendelse, der følger med.