Oprindeligt indsendt af
Kiwi
Dagens kampe var noget af en dukkert, set med danske briller.
Efter det forventede Randers-nederlag og medfølgende eliminering, er FCMs nederlag og ECL-exit efter straffespark en kæmpe streg i regningen, hvad angår muligheden for at fastholde en plads i Top-15, da det samtidigt både fastholder Grækenland i ræset om en af de eftertragtede pladser og sender grækerne forbi Danmark. Kombineret med Slavia Prags avancement og Dinamo Zagrebs sejr over Sevilla, dropper Danmark tre pladser ned på ranglisten som nr. 18.
Til alt held for Danmark, så er FCK fortsat med i Europa, og skal nu (som sædvanligt, fristes man til at sige) ene mand redde dansk fodbold. På den lyse side skal også medregnes, at de største konkurrenter i kampen om en plads i Top-15 på landeranglisten alle kun har et enkelt hold tilbage i Europa. Derudover er det kun 0.300 point, der adskiller nr. 15 fra nr. 19, hvilket svarer til en sejr den ene eller den anden vej.
Set med FCK-briller, så ser aftenen en anelse lysere ud. Både Dinamo Zagreb og Olympiakos er ude af Europa, hvilket gør det nemmere for Løverne at kunne komme længere op på den individuelle rangliste. FCK skal dermed kun bruge en enkelt sejr for at overhale de græske mestre, mens det dog kræver 5 sejre at overhale kroaterne. Desværre for Byens Hold er Rangers fortsat med i Europa League, og er dermed stadig en trussel i kampen om seedning i CL-kvalen.
I morgen er der lodtrækning til 1/8 finalen i ECL, og her er FCK seedet, hvilket betyder, at returkampen 17. marts spilles i København. FCK kan trække en af flg. 8 modstandere, som her er rangeret ift. markedsværdi i mio. euro, jf. transfermarkt:
- Leicester (513,8 mio. euro)
- Marseille (250,35 mio. euro)
- PSV (153,2 mio. euro)
- Slavia Prag (72,5 mio. euro)
- PAOK (59,1 mio. euro)
- Partizan (39,66 mio. euro)
- Vitesse (36,93 mio. euro)
- Bodø/Glimt (15,15 mio. euro)
Til sammenligning er FCKs markedsværdi vurderet til 55,6 mio. euro. Altså er der 3 mulige modstandere med lavere markedsværdi end Løverne.